Jukku hejser Erfalasorput på Ukkusissat i frustration over den politiske situation

– Alt det, der sker, har fyldt meget i min hverdag, så jeg håber, at turen kan hjælpe mig med at komme af med noget af frustrationen, siger Jukku Kielsen.
Offentliggjort

Onsdag kl. 13.00 går Jukku Kielsen op på Ukkusissat i Nuuk, hvor målet er at hejse Erfalasorput på toppen. Initiativet kommer i kølvandet på den seneste udvikling i relationen mellem USA og Grønland.

Netop i dag, hvor der afholdes møde mellem Grønland, Danmark og USA, mener Jukku, at tidspunktet er særligt passende.

– Jeg havde egentlig tænkt mig at gøre det i weekenden, men i dag giver mere mening. Derfor har jeg valgt at holde tidligt fri fra arbejde og gå op, siger Jukku Kielsen.

Turen op forventes at tage omkring 1,5 time, og forholdene vurderes på forhånd som glatte og hårde, hvilket stiller krav til både erfaring og korrekt udstyr. Selvom opstigningen kan være krævende, håber Jukku, at flere vil tage turen sammen med ham.

– Indtil videre er vi to. Jeg ved ikke, om der kommer flere. Der er nogle, som har sagt, at de gerne vil med, men det er en hverdag, og mange er på arbejde, så det er helt forståeligt, siger han.

Er frustreret over den politiske situation 

Jukku Kielsen fortæller, at han har været frustreret over den politiske situation mellem USA og Grønland, og han håber, at turen – ud over at hejse Erfalasorput – også kan give ham en form for forløsning.

– Alt det, der sker, har fyldt meget i min hverdag, så jeg håber, at turen kan hjælpe mig med at komme af med noget af frustrationen, siger han.

Mødestedet er i Qinngorput, ved Nukissiorfiits bygning, hvor der mødes 10 minutter før afgang. Eventuelle deltagere deltager på eget ansvar og skal selv medbringe nødvendigt udstyr, herunder spikes.

Det grønlandske flag, der i dag hejses på toppen af Ukkusissat, er sponsoreret af Stochholm Elteknik.

Powered by Labrador CMS