Efterlyser sportsetik

Moral sættes til debat

Hvis nye idrætsråd etableres i Tasiilaq og Paamiut skal medlemmerne blandt andet tale om spilleregler og etik.

Idrætsforeninger skal inddrages mere (arkivfoto).
Offentliggjort

Indbyggerne i Paamiut og Tasiilaq skal have større indflydelse på byens sportliv. Derfor skal der oprettes idrætsråd i begge byer – og medlemmer skal diskutere både værdier og regler.

- Moral, etik og spilleregler kommer rådet også til at arbejde med, fremføres det i dagsorden for møde i Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn, Familie og Skole.

Udvalget skal på onsdag tage stilling til, om de to råd skal oprettes, og sker det, skal en gruppe borgere i hver by fremover skabe bedre kontakt mellem idrætsforeninger og sportsklubber i de to byer.

Rådene vil også få indflydelse på fx indstillinger til priser og spilletider.

- Formålet med rådet er, at idrætsråd skal være høringsparts til kommunens beslutninger fx til timefordeling i hallen, idrætspriser til idrættens dag eller lignende, fremgår det af bemærkningerne.

Dertil skal rådene blandt andet hjælpe med at få sport-sponsorater i hus og søge penge hos relevante fonde.

Hvis forslaget godkendes vil kommunen indkalde idrætsforeninger og borgere til en stiftende generalforsamling, hvor rådene etableres.

Powered by Labrador CMS