Brønlunds fortælling berører dybt

Lyset dæmpes langsomt i Hans Lynge Salen i Kulturhuset, og en tung stilhed sænker sig. 

Det bliver bælgmørkt, mens publikum retter spændt blikket mod scenen. Ud af mørket træder en mand iført isbjørnebukser frem. I hænderne holder han en notesbog og med koncentrerede bevægelser skriver han flittigt.

Dagbogen symboliserer de sidste ord fra Jørgen Brønlund - en arv til hans efterkommere og til Grønland i dag, som han beskyttede helt til sin tragiske død.

Teaterforestillingen hedder “Piffissaq Sioqqullugu” og er produceret af Teater freezeProductions og Naleraq Lights. Teaterstykket er en dramafortælling om Jørgen Brønlunds sidste rejse i Nordøstgrønland, hvor han som deltager i Danmarks-ekspeditionen 1906-1908, blev en central figur i en ekspedition, der endte i en dødstragedie. Han blev 29 år gammel.

Alle sæder i Katuaqs storsal var fyldt. Folk i alle aldre var mødt op for at opleve teaterforestillingen. Den prisvindende skuespiller Klaus Geisler har hovedrollen som Jørgen Brønlund - og det var også ham, der fik idéen til teaterforestillingen.

- For to år siden flyttede vi til Ilulissat, hvor jeg begyndte at arbejde som turistguide, fortæller Klaus Geisler til AG.

I starten nævnte han blot kort Jørgen Brønlund og Danmark-ekspeditionen for turisterne. Men nysgerrigheden voksede, og han begyndte at fordybe sig i historien. Han talte med de ældre i alderdomshjemmet og besøgte museer for at få et dybere indblik i Brønlunds liv og betydning.

- Så fandt jeg for alvor ud af, hvem han var og hvor bemærkelsesværdig hans historie er, siger Klaus Geisler. 

Derfra tog idéen fart, og nu er forestillingen nået hele vejen til Katuaqs storsal.

Tilbage i teatersalen bliver historien levende. Lyset falder blødt over scenen, mens publikum følger hver bevægelse i stilhed. Brønlunds sidste rejse mærkes i rummet.

Lysdesignerens og lyddesignerens arbejde skaber en intens og næsten magisk atmosfære, som får publikum til straks at træde ind i Grønlands 1900-talsverden.

Kostumerne og scenografien er med til at skabe et troværdigt billede af tiden og styrker forestillingens historiske udtryk.

Perfekt duo 

Kunstner og skuespiller Kuka Fleischer spiller kvinden, som holder Brønlund i live, mens han kæmper alene mod sult og død. Hun fremkalder i stykket minder om eventyr, tab og kærlighed og giver forestillingen en drømmende og følelsesladet dimension. Og et par fnis undervejs. 

Klaus Geisler taler til tider et let gebrokkent grønlandsk, men med et omfattende manuskript er det forståeligt. Samtidig er Kuka Fleischers sangstemme ikke poleret eller perfekt, men netop i det uperfekte ligger forestillingens styrke. Det giver karaktererne menneskelighed og nærvær. 

Klaus Geisler ønskede at vise, at ingen af os er perfekte, og at vi alle bærer på noget sårbart, som også kan rumme mørke.

- Vi er alle sammen bare mennesker. Min drøm har været at vise Jørgen Brønlund på godt og ondt, fortæller Klaus Geisler.

For ham har rollen som Brønlund en dybere betydning. Under arbejdet med forestillingen mistede han sin søn, og derfor har han valgt at dedikere sin præstation til ham. Sorgen og kærligheden har sat sit præg på hans fortolkning og gør rollen både personlig og rørende.

- Brønlunds mod og styrke minder om min afdøde søn. Hvor heltemodig han er, og hvor stærk han er. Når vi har vores mod, så kan vi også være stærke, det betyder meget at vise den, siger han.

Tab og inspiration

Samtidig mærkes fascinationen hos den næste generation. Blandt publikum sidder en dreng på 12 år, som længe har været fascineret af Jørgen Brønlund. Han har glædet sig meget til forestillingen og følger intenst med fra sin plads. Han griner og bliver rørt af forestillingen, der har sat sig i ham. 

Efter forestillingen fortæller han begejstret, at han selv vil begynde at skrive i en notesbog - ligesom Brønlund. Han vil notere de steder, han besøger i naturen, for eksempel når han er på rensdyrjagt. For ham lever Brønlunds historie videre som inspiration til at udforske og værdsætte naturen.

Da lysene langsomt dæmpes, sidder jeg stille tilbage med en følelse af både tab og inspiration. Jørgen Brønlunds historie lever videre - i skuespillernes fortolkning, i de historier vi fortæller, og i de unge som den 12-årige dreng, der allerede drømmer om at skrive sine egne oplevelser ned. Forestillingen minder os om, at selv i mørket kan mod og nysgerrighed føre os videre.