USA's vicepræsident forventer positive forhandlinger i Pakistan

USA er villig til at række en hånd frem, sagde J.D. Vance inden afgang til fredsforhandlinger i Pakistan.

Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, taler med pressen, kort før han går om bord på et fly med retning mod fredsforhandlinger i Pakistan.
Offentliggjort

USA's vicepræsident, J.D. Vance, er fredag taget afsted mod fredsforhandlinger med Iran i Pakistans hovedstad, Islamabad.

Her skal han lede den amerikanske delegation, der skal forhandle med iranerne.

Kort før Vance gik om bord på flyet, fortalte han fremmødte journalister, at han tror, at forhandlingerne bliver positive.

Det skriver CNN.

- Som USA's præsident har sagt, så er vi bestemt villige til at række en hånd frem, hvis iranerne er villige til at forhandle i god tro, sagde han ifølge mediet og tilføjede:

- Hvis de har tænkt sig at snyde os, så vil de opdage, at forhandlingsteamet ikke er så imødekommende.

Vicepræsidenten fortalte desuden, at den amerikanske delegation har fået "nogle ret klare retningslinjer" for forhandlingerne af USA's præsident, Donald Trump.

Vance uddybede dog ikke, hvad retningslinjerne indebærer.

Udover vicepræsidenten deltager også den særlige udsending Steve Witkoff og præsident Trumps svigersøn Jared Kushner i forhandlingerne fra amerikansk side.

Iran har ikke officielt annonceret sammensætningen af sin delegation.Unavngivne kilder har dog tidligere oplyst til Reuters, at den iranske delegation bliver ledet af Irans parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, og Irans udenrigsminister, Abbas Araqchi.

Allerede fredag er der indledende drøftelser mellem eksperter, inden hovedmødet lørdag skal finde sted, oplyser pakistanske sikkerhedskilder.

Samtalerne ventes at finde sted på et hotel i hovedstaden og kommer i kølvandet på, at USA og Iran natten til onsdag blev enige om en to ugers våbenhvile mæglet af Pakistan.

Våbenhvilen forventes at udløbe den 22. april.

USA har fremlagt en liste med 15 punkter med forslag og krav til Iran. Den omfatter angiveligt en nedskalering af Irans atomprogram, begrænsninger af landets missilarsenal og genåbning af Hormuzstrædet.

Iran reagerede med en ti-punktsplan, der kræver kontrol over strædet, afgifter og en afslutning på alle regionale militære operationer samt ophævelse af alle sanktioner mod Iran.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS