se billeder
MIO-pris går til Peqatigiiffik Qajaq
Mandag blev den årlige MIO-pris uddelt til en forening, der har gode og udfordrende aktiviteter for børn og unge
Foreningen 'Peqatigiiffik Qajaq Nuuk', der skaber gode og udfordrende aktiviteter for børn og unge, er modtager af årets MIO-pris.
Prisuddelingen skete på kulturhuset Katuaq i Nuuk mandag.
- Jeg er meget glad for, at lige præcis denne forening har vundet årets MIO-pris. Foreningen, der er baseret på frivilligt arbejde, løfter så mange børn og unge, både fysisk og psykisk, gennem håndværk og mentale udfordringer. De udfordrer sig selv på måder, som mange i dag ikke ville turde. Det er så flot og jeg ønsker dem stort tillykke, sagde børnetalsmand Aviâja Egede Lynge i forbindelse med uddelingen af prisen.
Op til 50 børn benytter Peqatigiiffik Qajaq Nuuk til kajakroning, fælles træning og aktiviteter, hvor børnene udvikler sig, får nye venskaber og sammen skaber de gode fælles værdier gennem fritid og kulturliv.
Prisen, der er på 20.000 kroner, uddeles hvert år af børnerettighedsinstitutionen MIO. Foreningen, der modtog prisen, samarbejder med Kommuneqarfik Sermersooq, arbejder på forebyggelse, så flere børn laver deres egen kajak, som de senere benytter i undervisningen.
Ud over uddelingen af pris lancerede MIO en ny værdi-kampagne med fokus på befolkningens positive værdier og holdninger til børneopdragelse i Grønland.
Se billeder fra MIO-prisuddelingen under denne tekst