Sisimiut
Miniseminar om forbedret handicapforhold
Mandag og tirsdag er der i Sisimiut fokus på handicappede og et handicapcenter i byen. En lang række foreninger er samlet
I forbindelse med at der skal bygges et nationalt handicapcenter i Sisimiut, andre tiltag på handicapområdet samt at Grønland skal forsvare sine indlæg til den internationale handicapkonvention, afholdes der mandag den 8. september og tirsdag den 9. september et miniseminar i kulturhuset Taseralik i Sisimiut.
Det oplyser Benny Kokholm, formand for forældreforeningen for udviklingshæmmede i Grønland, Inooqat.
Han deltager sammen med tre andre fra Inooqat, ligesom der kommer deltagere fra landets fire kommuners handicapafdelinger, IPIS - videns- og rådgivningscenter, Angerlarsimaffik Palleq i Paamiut, som er en døgninstitution for voksne med psykisk handicap og Sungiusarfik Ikinngut i Ilulissat, som er en døgninstitution for personer med fysisk og psykisk handicap.
Læs: Nick Nielsen: Handicappede skal ikke længere være kastebold
Se billeder: Botilbud til unge med autisme indviet i Nuuk
Derudover deltager personer fra Gertrud Rask Minde i Sisimiut, som er en døgninstitution for børn og unge med psykisk handicap, mennesker med Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) og mennesker med autismespektrumforstyrrelser(ASF).
Derudover kommer der ifølge Benny Kokholm repræsentanter fra ISI, som er foreningen for blinde og svagtseende, den grønlandske døveforening KTK og Sugisaq, som er en forening for pårørende til psykisk syge.