Mindst ti fiskere omkommer i skibsforlis ud for Canada

En spansk trawler med 24 besætningsmedlemmer gik tirsdag morgen ned ud for det østlige Canada. Flere savnes.

Offentliggjort

Mindst ti fiskere er omkommet, efter at en spansk trawler sank i hård sø ud for det østlige Canada tirsdag.

Det oplyser canadiske redningsfolk.

Tidligere lød meldingen, at mindst syv var døde og yderligere 14 savnet.

- Desværre kan vi bekræfte, at yderligere tre lig er blevet bjærget fra det sunkne fiskefartøj, oplyser redningstjenesten i den canadiske by Halifax.

Der var i alt 24 personer om bord på den spanske trawler. 11 personer er stadig savnet, mens tre fiskere er reddet i land.

Leder fortsat efter besætning

Redningsfolk leder fortsat efter de resterende besætningsmedlemmer trods vanskelige vejrforhold.

Spaniens transportministerium har identificeret besætningsmedlemmerne som 16 spanske statsborgere, fem fra Peru og tre fra Ghana.

Fiskefartøjet "Villa de Pitanxo" sank omkring 250 sømil øst for Newfoundland. Det 50 meter lange fartøj har normalt hjemme i Galicien i det nordvestlige Spanien.

"Villa de Pitanxo" udsendte to nødopkald, som blev modtaget tirsdag klokken 05.24 i Madrid, før det sank, oplyser transportministeriet.

Stærkt nedkølede overlevende

Fem timer senere spottede et andet spansk fiskefartøj, der var i området, to redningsflåder. I den ene befandt sig tre overlevende og i den anden adskillige lig.

Senere bjærgede redningsfolk yderligere fire lig.

- I den ene var der kun tre overlevende, som var stærkt nedkølede, fordi vandtemperaturen er forfærdelig. Den er meget lav, siger den spanske regeringsrepræsentant Maica Larriba til spansk radio.

Hun fortæller videre, at de overlevende er bragt i sikkerhed af en helikopter fra den canadiske kystvagt.

Ifølge Maica Larriba har redningsfolk fundet to andre redningsbåde, der var tomme. De leder fortsat efter en tredje.

Canadiske redningsfolk siger, at de håber, at de stadig kan finde flere overlevende.

Powered by Labrador CMS