Mindre brand ombord tvinger Disko Line turistbåd til at afbryde sejlads
En uventet brand om bord tvang i dag turistbåden Najaaraq Ittuk, der tilhører Disko Line, til at vende om og afbryde sin daglige tur til Eqi-gletsjeren. Det bekræfter direktør i Disko Line, Mike Kruse.
Passagererne, der havde glædet sig til en uforglemmelig oplevelse ved den majestætiske Eqi-gletsjer, reagerede roligt og besindigt på situationen, da besætningen onsdag måtte udføre deres trænede sikkerhedsprocedurer, fortæller direktør i Disko Line Mike Kruse til Sermitsiaq.AG.
- Passagerernes sikkerhed er altid vores førsteprioritet, og vores besætning håndterede situationen professionelt og effektivt.
Branden opstod omkring en halv time efter afgang fra Ilulissat, da skibet med 60 passagerer befandt sig i nærheden af Oqaatsut.
De fleste kom afsted på tur
Det begyndte med røgudvikling fra en stikkontakt på skibet som udviklede til en lille brand.
- Besætningen agerede hurtigt og evakuerede alle passagerer til bagbord af skibet, før de fik branden slukket ret hurtigt, fortæller direktøren.
Efterfølgende vendte skibet om og sejlede tilbage til Ilulissat, hvor de fleste af passagererne blev fordelt på andre både, så de kunne komme afsted på den planlagte tur til Eqi.
I dialog med søfartsstyrelsen
Mike Kruse fortæller at 56 passagerer kom afsted på deres tur, selvom skibet var nød til at vende om efter branden.
- Vi ønskede ikke at fortsætte sejladsen, før vi har undersøgt årsagen til branden til bunds. Vi er i gang med at skifte kabler og er i dialog med søfartsstyrelsen om at lave en rapport om hændelsen, fortæller direktøren.