Milliard-underskud i Greenland Airports: I skylder en forklaring
Milliardunderskud afslører alvorlige fejl i planlægningen af lufthavnsprojekterne, lyder kritikken fra oppositionspartiet Naleraq.
– Når et offentligt selskab må nedskrive værdier for milliarder af kroner og samtidig erkender, at de økonomiske forudsætninger ikke holder, er det Naalakkersuisuts pligt at forklare, hvad der gik galt, lyder det fra Jens NapãtôK’.
Foto: Leiff Josefsen
Fredagens generalforsamling i Greenland Airports har afsløret en økonomisk virkelighed, som Naalakkersuisut og Inatsisartut skylder befolkningen en forklaring på.
Sådan lyder det fra medlem af Inatsisartut for Naleraq, Jens NapãtôK’.
Kritikken fra NapãtôK’ kommer, efter Greenland Airports på dagens generalforsamling præsenterede et årsregnskab, der rummer nedskrivninger af lufthavnene for samlet tre milliarder kroner.
De voldsomme nedskrivninger påvirker regnskabet således, at årets resultat blev et minus på 2,7 mia. kr. Nedskrivningerne fordeler sig med ca. 1,77 mia. kr. i Ilulissat, ca. 824 mio. kr. i Nuuk og ca. 326 mio. kr. i Qaqortoq.
Samtidig er driftsudgifterne markant højere end forudset.
Jens NapãtôK’ understreger, at Naleraq ikke er imod moderne lufthavne eller bedre infrastruktur, for det er der brug for:
– Men når et offentligt selskab må nedskrive værdier for milliarder af kroner og samtidig erkender, at de økonomiske forudsætninger ikke holder, er det Naalakkersuisuts pligt at forklare, hvad der gik galt, lyder det fra politikeren.
Bestyrelsesformand: For optimistisk vurdering af afkast
Efter hans mening rejser det dårlige regnskab tvivl om hele grundlaget for lufthavnsinvesteringerne:
– Der blev truffet politiske beslutninger om investeringer for milliarder af kroner uden, at der blev fremlagt tilstrækkeligt opdaterede og realistiske samfundsøkonomiske analyser af de samlede konsekvenser, lyder kritikken fra Naleraq-politikeren.
Han mener, at mange borgere langs kysten, i bygderne og i yderdistrikterne oplever færre forbindelser og dyrere rejser på grund af de store satsninger på nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.
På dagens generalforsamling kritiserede formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) de økonomiske resultater i Greenland Airports.
Greenland Airports' bestyrelsesformand udtaler blandt andet om de store nedskrivninger, at forudsætningerne har været for optimistiske, men han siger også, at lufthavnene er en vigtig forudsætning for økonomisk vækst i Grønland:
"Det har hele tiden været en investering i Grønlands infrastruktur, og det har måske nok været optimistisk at tro, at der var højere afkast tidligt i processen, end vi faktisk har set. På den anden side er det vigtigt at huske på, at de nye lufthavne er blandt de afgørende forudsætninger for øget økonomisk vækst i Grønland," lyder det fra bestyrelsesformand Jens Wittrup-Willumsen.