Mediehus sætter digital trafikrekord

I 2019 havde Sermitsiaq.AG over 10,2 millioner besøgende (sessions, Google Analytics), hvilket er rekord for Grønlands største digitale nyhedsmedie på nettet.

Offentliggjort

Disse besøgende udløste over 26 millioner sidevisninger, hvilket afslører, at der blandt læserne er stor interesse for at få indsigt i, hvad der sker i det grønlandske samfund.

Sermitsiaq.AG’s trafiksucces er blevet godt hjulpet på vej af Tele-Posts søkabel, der sikrer bedre og mere stabile internetforbindelser til læserne i nord.

- Vi kunne straks mærke, at trafikken faldt, da søkablet blev revet over flere steder sidste år, oplyser internetredaktør Jørgen Schultz-Nielsen.

- Heldigvis blev søkablet repareret og straks derefter fortsatte læsertilvæksten i andet halvår.

Ambitionen

Det er hjemmesidens ambition at være førende på nyheder, der omhandler det grønlandske samfund. Stort som småt.

Via forskellige digitale værktøjer kan netredaktionen minut for minut se, hvilke artikler der er mest populære blandt læserne.

Og når den amerikanske præsident Donald Trump pludselig kommer med et købstilbud på Grønland, fik hjemmesiden langt flere besøg fra lande så langt væk som New Zealand, Argentina og Tyrkiet.

Disse lande hitter mest:

  1. Grønland
  2. Danmark
  3. Færøerne
  4. USA
  5. Norge
  6. Storbritannien
  7. Sverige
  8. Island
  9. Tyskland
  10. Thailand

Mange mobilbrugere

I dag kommer de fleste besøg fra brugere, der anvender en mobiltelefon (55 pct) og dernæst computer (38 pct) og tablet (7 pct). Det er imidlertid tydeligt, at der er flest computerbrugere inden for den normale arbejdstid. Derimod er det mobiltelefonen, der tager over uden for arbejdstiden mellem 8.00 og 16.00.

Powered by Labrador CMS