Medie: Russisk "spionskib" overvågede forskningsskib ved Grønland

Et fartøj fra den russiske flåde sejlede gennem 18 timer flere gange faretruende tæt på et norsk forskningsskib i strædet mellem Grønland og Svalbard, skriver DR.

Det var i strædet mellem det østlige Grønland og den norske øgruppe Svalbard, at det norske ekspeditionsskib oplevede en særdeles nærgående opførsel fra et skib fra den russiske flåde.

Fartøjet "Yantar", der ifølge eksperter er et spionskib fra den russiske flåde, sejlede over en periode på 18 timer flere gange meget tæt på det norske forskningsskib 'Kronprins Haakon', mens skibet befandt sig i farvandet mellem Grønland og Svalbard.

Det er DR, som kan fortælle om episoden, fordi mediet gennem den norske tv-station NRK har fået indsigt i rapporter fra Norsk Polarinstitut, der ejer forskningsskibet, og fra Havforskningsinstituttet i Norge, som anvender skibet.

Episoden fandt sted i september, og besætning og forskere oplevede det russiske skibs ageren som både skræmmende og provokerende.

- Hver gang vi stoppede for at lave målinger, stoppede de også. Og når vi begyndte at sejle igen, fulgte de efter. Samlet fulgte de os i næsten et døgn, fortæller Colin Stedmon, som forsker i klimaforandringers ændringer af havets kemiske sammensætning, til DR.

Arktisk Kommando har desuden tidligere bekræftet overfor Altinget Arktis, at 'Yantar' i sommeren 2016 lå for anker ud for havnen i Nuuk.

Powered by Labrador CMS