Manglende takt og tone skaber iskold luft i landets lovgivende forsamling

Medlem af Inatsisartut, Jens Napaattooq (N) tager bladet fra munden: - Mimi behandler os som børn der skal irettesættes og beder os om at holde vores børn væk fra Inatsisartut-gangene. Vi kan jo ikke arbejde under disse betingelser, siger Napaattooq til Sermitsiaq.AG.

Jens Napaattooq fra Naleraq tager afstand fra klage om grænseoverskrigende, larmende og krænkende adfærd. Men der er også kommet klage over børn i partigangene, også over Napaattooq egen søn. Det er Napaattooq stærkt utilfreds med - hvor bliver det børnevenlige parlament af, spørger han.

Jens Napaattooq er blevet taget som eksempel i et klagebrev mod partiet Naleraq, som de fire øvrige partier har afleveret til Inatsisartuts formandskab.

Jens Napaattooq skulle ifølge klagerne have udøvet grænseoverskridende, larmende og krænkende adfærd imod Bentiaraq Ottosen (A) den 14. oktober.

- Jeg er jo af natur højlydt, og når jeg taler opfattes det af nogle, som om jeg råber og irettesætter, hvilket ikke har noget på sig, siger Jens Napaattooq til Sermitsiaq.AG.

Hold børn væk fra partigangene

Til gengæld er Jens Napaattooq meget fortørnet over, at han sammen med flere andre medlemmer af Inatsisartut på skift er blevet indkaldt til møde hos formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA):

- Jeg blev kaldt ind til møde hos formanden for Inatsisartut, jeg vidste ikke hvorfor, men jeg registrerede straks, at der ikke var nogen dokument bag mødeindkaldelsen, ligesom der ikke var embedsfolk til stede under mødet. Jeg blev udspurgt om min søn, som er med mig på kontoret til dagligt fordi jeg p.t. er alene med ham, da min kæreste er på uddannelsesophold i Danmark.

- Jeg blev bedt om at finde en ordning med min søn, da han ikke var velkommen længere på mit kontor, og jeg fandt ud af at andre medlemmer også var blevet bedt om det samme, nemlig at holde vores børn væk fra vores arbejdsplads, hvilket ikke er sket før, og det er jeg frustreret over.

Faktisk i så høj grad at politikeren har overvejet at tage hjem med sin søn.

- Jeg ved positivt at de andre, der har modtaget samme ordre også er igang med at overveje at tage hjem.

Adspurgt om man bare kan forlade sit arbejde i tide og utide, når man er utilfreds, erkender han, at det måske betyder, at han bliver trukket i løn og, at han selv skal betale billetten frem og tilbage, men det er noget han er villig til.

Hvor bliver den familievenlige parlament af?

Jens Napaattooq stiller spørgsmålstegn ved hvad der lige foregår hos formandskabet for Inatsisartut. Han mener, at formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen er en anelse for overformynderisk og agerer overfor medlemmerne af Inatsisartut som om de var børn, der skal irettesættes:

- Vi er under adskillige formænd for Inatsisartut blevet lovet at vores arbejdsplads skulle være mere børnevenlig, netop fordi vi opholder os udenfor vores egne nærmiljøer og vi er i situationer hvor vi må tage vores børn med, når der er samlinger.

Han erkender, at man kan argumentere for, at det er formanden for Inatsisartut, der skal løse problemer mellem medlemmerne men ville have ønsket, det var sket anderledes.

- Jeg har stor respekt for formandskabet, men jeg mener hendes tilgang i denne sag har været forkert.

Sermitsiaq.AG arbejder for at indhente kommentar fra formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA) om kritikken fra Napaattooq.

Powered by Labrador CMS