Manglende fnat-diagnose sendte patient til Danmark på egen regning
En patient fra Nuuk måtte i maj selv betale en rejse til Danmark for at få diagnosticeret noget udslæt på kroppen, som sundhedspersonale ikke kunne identificere i Nuuk. Det var fnat.
Inuk fik ulidelig kløe og rødt udslæt på kroppen i starten af februar. Hun henvendte sig til sundhedscenteret i Nuuk og blev undersøgt. Første diagnose var tør ud, hvor sundhedspersonalet vurderer, at der ikke er mistanke om fnat.
Mediehuset har valgt at kalde personen for Inuk, da personen ønsker at være anonym. Redaktionen kender til personens fulde identitet.
Udslæt over hele kroppen
Udslættet startede på øvre del af kroppen og bredte sig senere over mave, ryg, ben og arme. Og den første konsultation endte i flere henvendelser til både sundhedscenteret og skadestuen.
Inuk fortæller til Sermitsiaq.AG, at hun ofte tog kontakt til Sana for at blive undersøgt og få behandling igennem to måneder. Hun har selv foreslået, om udslættet kunne være fnat, da hun arbejder et sted, hvor et udbrud kunne ske.
- Jeg følte mig blot afvist. Jeg har fået flere lægemidler ordineret. Det eneste jeg ikke fik var en svovlkur mod fnat. Til sidst tog sygehuset en blodprøve for at undersøge mig for allergi. Det var der ikke, og jeg fik følte, at sundhedscenteret ikke kunne gøre mere for mig, oplyser Inuk.
Diagnose: Fnat
- Til sidst kunne jeg ikke sove på grund af kløe. Jeg sov ikke i flere dage. Og det påvirkede også min indsats på arbejdet. Jeg tog kontakt til et privathospital i Danmark for at få en konsultation, fortæller Inuk. Inuk havde op til flere gange overnattet hos en bekendt, da Inuk ikke var tryg at skulle være hjemme.
Inuk tog turen til Danmark i starten af maj, knap to måneder efter udslættets start.
Hos en hudspecialist i Danmark blev Inuk undersøgt, og diagnosen var hurtig klar. Det var fnat, Inuk havde kømpet med de seneste to måneder.
- Fnat. Jeg var grædefærdig, fordi jeg var så lettet. Men også fordi jeg var helt ædt op af udslættet og al den medicin jeg havde fået, fortæller Inuk.
Betalte egen rejse
For at kunne få en konsultation hos en hudspecialist havde Inuk valgt selv at betale for sin rejse, ophold og behandling i Danmark. Behandlingen tog fem uger, da fnatudslættet havde spredt sig over hele kroppen.
Inuk oplyser til Sermitsiaq.AG, at rejsen, konsultationen og behandlingen kostede op mod 9.000 kroner.
Har sendt klage
- Jeg er dybt forarget over den behandling, jeg fik på Sana. Jeg er traumatiseret og jeg er også chokeret over, at sundhedsvæsenet ikke kunne komme til den rigtige konklusion og give mig den rigtige behandling i starten, siger Inuk.
Inuk har indsendt en klage om sin manglende behandling i sundhedscenteret, da Inuk har behov for at blive hørt i sin sag, og da Inuk føler, at sundhedsvæsenet bør lære af sine fejl.
Mediehuset Sermitsiaq.AG har forholdt Dronning Ingrids Sundhedscenter patientens forløb. Sundhedsledelsen oplyser, at de ikke kan kommentere enkelte personsager, men at der er fast procedure for udredning af hudsygdomme.
- Proceduren ved hudsygdomme er, at patienten vurderes af en regionslæge, som ved behov henviser til en specialist. I Det Grønlandske Sundhedsvæsen har man en hudspecialist placeret i Nuuk, som vurderer patienter fra alle fem regioner i Grønland, oplyser sundhedsledelsen i et samlet skriftligt svar.
Endvidere er det sjældent, at en patient henvises til Danmark med henblik på udredning af hudsygdomme.