Qaqortoq
Mand mistænkt for 20-30 indbrud
Indbrudstyve blev taget på fersk gerning i Qaqortoq
Politiet i Qaqortoq har tilbageholdt en 21-årig mand, der er mistænkt for at stå bag mellem 20 og 30 indbrud og tyverier. Manden har afsonet på anstalten for domfældte for tyveri og indbrud. Han har, siden han kom på fri fod igen i efteråret, lavet en lang række nye indbrud og tyverier.
Politiet i Qaqortoq modtog en anmeldelse lørdag eftermiddag ved 17-tiden om, at flere gerningsmænd var i færd med at begå indbrud mod Røde Kors-butikken. En 21-årig mand og to jævnaldrende mænd blev anholdt.
- Vi kendte den 21-årige mand i forvejen. Han er mistænkt for at stå bag 20-30 indbrud, der er sket, efter at han kom ud af anstalten for domfældte i efteråret. Vi har efter samråd med politimesterembedet fået manden fremstillet i Kujalleq Kredsret søndag, der gik med til, at manden blev tilbageholdt i 26 dage, mens vi efterforsker de mange sager, manden er sat i forbindelse med, siger vicepolitikommissær hos Politiet i Kujataa Bent Ole Kleist til Sermitsiaq.AG.
De to andre mænd er blevet løsladt efter at være blevet afhørt af politiet.