Lukning af moskusoksejagt ophævet

Der er fastsat en kvote på 120 kvoter i moskusokseregionen Naternaq i Kommune Qeqertalik. Dette til trods for, at Selvstyret selv meddelte tilbage i januar, at der er lukket for jagten i to år.

Offentliggjort

Erhvervsfangere og fritidsfangere i Diskobugten kan tilsammen nedlægge 120 moskusokser i moskusokseregionen Naternaq, der ligger syd for Kangaatsiaq.

Det meddeler Selvstyret i en pressemeddelelse om fangstperioder og kvoter på rensdyr og moskusokser.

Forbud på to år

Dermed er der sat kvoter på de store dyr trods Selvstyret selv satte en stopper for moskusoksefangst i området i januar i år. Der lød formaningen at al fangst på moskusokser i Naternaq skal være lukket i to år, til der er gennemført en optælling af bestanden i området.

- Begrundelsen for Moskusokseregionen Naternaq er, at moskusokserne er blevet færre, lyder forklaringen i den pressemeddelelse, som Selvstyret sendte den 11. januar 2019.

Men lukningen for fangst i området blev aldrig relevant, for moskusokserne skal alligevel ikke tælles, forklarer afdelingschef i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Amalie Jessen til Sermitsiaq.AG.

- Der er ikke sket en optælling af bestanden i regionen, ej heller er der planer om det på nuværende tidspunkt. Derfor er området ikke lukket, og der er åbnet for fangst, forklarer hun.

Ingen penge til optælling

Det er Naturinstituttet der står for optælling af dyr i landet. Forsker i Naturinstituttet oplyser, at hun ikke vidste, at der tidligere har været planer om optælling.

- Det er ønskeligt, at vi tæller bestanden i det område, og jeg har også fremsat mine ønsker herom til departementet. Men der var ingen penge til optællingen. Derfor har vi ingen planer om at optælle bestanden i den nærmere fremtid, siger Christine Cuyler, forsker i Naturinsituttet.

Selvstyret skriver i sin pressemeddelelse, at moskusoksebestanden er kommet tilbage til tre forskellige områder i regionen Naternaq.

Powered by Labrador CMS