Lars-Emil: Hele Grønland bør afgøre statues skæbne
Den tidligere politiker Lars-Emil Johansen mener, at hovedstaden har stor symbolværdi for hele Grønland. Derfor bør alle borgere kunne være med til at afgøre Hans Egede-statuens fremtid.
Kommuneqarfik Sermersooq har sat gang i et projekt med borgerinddragelse for at finde ud af, om statuen af Hans Egede skal flyttes.
Men det er vigtigt, at hele landet inddrages i beslutningen, lyder det fra tidligere politiker og landsstyreformand Lars-Emil Johansen.
Ifølge Lars-Emil Johansen er det vigtigt at tage i betragtning, at hovedstaden repræsenterer hele landet. Og med den fremtrædende position, som statuen har i hovedstaden i dag, så bør det være en sag for hele landet:
- Nuuk er hele Grønlands hovedstad. Derfor skal hele Grønland være med til at beslutte, om vi vil skilte med Hans Egede, siger Lars-Emil Johansen.
Statue bør flyttes
Den tidligere politiker er ikke selv i tvivl om, at statuen bør flyttes. Han mindes, at én af hans første officielle opgaver som nyvalgt politiker i 1970 var at tale til fejringen af 250 året for Hans Egedes ankomst.
Fejringen fandt sted i en dengang spritny Godthåbshal i selskab med Dronning Margrethe, da hun endnu kun var tronfølger.
- Der talte jeg også kritisk om Hans Egede, siger Lars-Emil Johansen og fortsætter:
- Statuen bør flyttes til eksempelvis Hans Egede-kirken eller til Bergen i Norge, hvor han kommer fra.
- Man må spørge sig selv, om man vil gå og ære en mand, som udover at kristne Grønland også har trådt på den grønlandske kultur og identiet, siger Lars-Emil Johansen.