Lang kamp om juleløn fortsætter

Landets største oppositionsparti ’opfordrer inderligt Naalakkersuisut til at undlade at indføre usolidariske forhold i vores samfund’

Siumuts politiske ordfører, Per Berthelsen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Vi ønsker alle sammen at holde jul i fred og ro.

Sådan indleder Siumuts politiske ordfører, Per Berthelsen, følgende debatindlæg, hvor Siumut kommer med en bøn til formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, og resten af Naalakkersuisut:

’Her op til højtiden, har vi fået triste nyheder. Naalakkersuisut viser atter manglende nærhed i det lille samfund, vi vitterligt er, og Naalakkersuisut bryder traditioner, som ikke er indført uden grund.

Læs "Juleløn er stadig i fare"

S: Formålsløst og inhuman politik
Siumut er klar over, at det nuværende Naalakkersuisut er i færd med at tømme landskassens likviditet, men Siumut er ikke enige i, at dette skal gå ud over samfundets mindst bemidlede borgere. Det er formålsløst og inhuman politik.

Omkring 40 procent af samfundets borgere har en årsindkomst på under 168.000 kroner, og for denne indkomstgruppe har det en stor betydning, at man op til julen modtager lønnen for december. Dette viser solidariteten og respekten, der findes i vores samfund.

Denne solidariske tradition står nu til at blive afskaffet af Naalakkersuisut, hvilket vil medføre, at mange familier i samfundet kommer til at opleve julen i skyggen af bekymringer over at mangle midlerne til at holde jul.

S: Envenlig anmodning
Siumut opfordrer inderligt Naalakkersuisut til at undlade at indføre usolidariske forhold i vores samfund, og vi vil samtidig opfordre til, at man går væk fra den politik, der udelukkende har til formål at styrke de bedst bemidlede borgere i samfundet.

Vi håber, at man velvilligt vil tage imod vores venlige anmodning og vil benytte lejligheden til at ønske alle en god jul og et godt nytår,’ skriver Per Berthelsen afrundende.

Powered by Labrador CMS