Landsret stadfæster dom: Kvinde opfordrede til vold
Ifølge Grønlands Landsret fandt det tilstrækkeligt bevist, at en kvinde skulle have bedt mindst en mand om at udøve vold mod kvindens samlever
Det lykkedes ikke for forsvareren at overbevise landsretten om, at hans klient skulle frifindes for anklagen om at have opfordret andre til at udøve vold mod sin samlever. Det skriver avisen AG.
Kvinden blev sidste år af Kujalleq Kredsret dømt skyldig og idømt en foranstaltning på seks måneder i anstalten. En dom som kvinden efterfølgende ankede, og som blev behandlet i landsretten i sidste uge.
Ankesagen er en udløber af kriminalsagen om fire unge mænd, der i fællesskab udøvede grov vold mod en 45-årig mand i Nanortalik i oktober 2020. De fire mænd i alderen 18 til 21 år blev idømt fra fire til syv års anstaltsanbringelse.
I landsretten var de fire unge mænd indkaldt som vidner. De fik læst deres forklaringer op, som de havde afgivet i kredsretten og derefter blev de udspurgt af anklager og forsvarer. En af dem nægtede at svare på spørgsmålene.
Dette vidne blev af forsvarer Lars-Christian Sinkbæk beskrevet som utroværdig, og advokaten mente derfor ikke, at Grønlands Landsret burde tillægge hans forklaring værdi.
Ikke desto mindre fandt landsretten det mere end bevist, at tiltalte kvinde havde tilskyndet i hvert fald en af mændene til at begå vold mod hendes samlever.
Læs mere om sagen i denne uges AG, som du kan få adgang til her: