selvstændighed

Lagtinget siger nej til løsrivelse nytårsaften

Forslaget fra oppositionspartierne Tjóðveldi og Framsókn om at overtage udenrigs- og forsvarspolitik afvises af flertallet i det færøske parlament. Selv løsrivelsespartiet i regeringen, Fólkaflokkurin, vrager forslaget

Regeringspartierne på Færøerne siger nej til en de facto uafhængighed på seks uger. Billedet er fra Olaifesten - nationalfesten på Færøerne. Samme dag begynder et nyt folketingsår. Her ses landsstyret og lagtingsmedlemmer komme på vej ud fra kirken på vej til Lagtinget
Offentliggjort

Intet tyder på, at Færøerne overtager udenrigs- og forsvarspolitik den 1. januar i 2015. Det fremgår af førstebehandlingen af forslaget fra Tjóðveldi (republikkanerne) og Framsókn (liberalt selvstyre).

De store partier i regeringen, Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin (de konservetive) meldte ud, at de vil stemme imod forslaget.

- Sambandspartiet kommer under ingen omstændigheder at stemme for forslaget, siger Helgi Abrahamsen, politisk ordfører for Sambandspartiet.

Han får støtte fra det andet store regeringsparti.

- Forslaget betyder i realiteten, at man løsriver sig fra Danmark. Forslaget får ikke støtte fra Fólkaflokken, siger Jákup Mikkelsen, politisk ordfører.

Læs: Færøske oppositionspartier vil overtage udenrigs- og forsvarspolitik

Selvstyrepartierne siger nej
Jákup Mikkelsen siger, at i princippet er han enig med dem, der stiller forslaget, fordi en række sager giver anledning til problemer mellem Færøerne og Danmark. De to lande har forskellige interesser på det udenrigspolitiske område.

Derfor kan folkeflokken trods store selvstyreønsker ikke støtte forslaget om overtagelse.

- Jeg mener, at Tjóðveldi har været for hurtige på aftrækkeren med dette forslag, siger Jákup Mikkelsen og hentyder til, at det er ikke så nemt at overtage disse sagsområder, fordi der er en række aftaler med Danmark som skal forhandles om først.

Også Selvstyrepartiet, som er et af oppositionspartierne, er skeptisk overfor forslaget. Formanden Kári P. Højgaard siger, at der er tale om et kontroversielt forslag. Når der kommer til udenrigspolitik og handel, så burde man gøre mere ud af samarbejdet med Danmark.

- Færøerne burde udnytte mulighederne med et samarbejde med de danske ambassader bedre end man gør i dag, siger Kári P. Højgaard.

Tjóðveldi uforstående overfor Fólkaflokken
Tjóðveldi og Framsókn siger, at en række sager tydeliggør, at det er bedst om Færøerne overtager udenrigs- og forsvarspolitikken, fordi danske og færøske interesser kommer i klemme i nuværende situation.

Partierne nævner tre eksempler i forslaget som eksempel på modstridende interesser. Det er bl.a. sagen om, at Danmark trækker Færøerne med sig i krig uden at spørge Færøerne først.

De to forslagstillere har lavet en liste med 10 organisationer, hvor Færøerne ikke kan få medlemskab, fordi udenrigs- og forsvarspolitikken varetages af Danmark. Det gælder blandt andet verdenshandelsorganisationen WTO, EFTA, EØS og den internationale hvalfangstorganisation IWC.

Formanden for Tjóðveldi, Høgni Hoydal, troede ikke sine egne ører, da han hørte den politiske ordfører for Fólkaflokkurin vrage forslaget.

- Det er er en selvfølge at Færøerne skal spørges, når Danmark drager i krig, og vi skal også selvfølgelig have medlemskab i EFTA, WTO osv., siger Høgni Hoydal.

Useriøst forslag
Henrik Old, politisk ordfører for oppositionspartiet Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), prøvede at komme Jákup Mikkelsen til undsætning

- Det er fuldstændigt useriøst at komme med sådant et forslag. Hvis nogen tror, at man kan overtage udenrigs- og forsvarspolitik på seks uger, så har de misforstået et eller andet, siger Henrik Old.

Høgni Hoydal mener dog, at det er vigtigt man kommer ud af spændetrøjen, som han siger om det nuværende system, hvor man er underlagt Danmark.

- Der er ingen grund til at bruge selvkolonisering. Vi vil få flere indtægter ved at repræsentere os selv, siger Høgni Hoydal.

Powered by Labrador CMS