Lagmanden fyrer omstridt landsstyremand
Lagmand Bárður á Steig Nielsen har mistet tålmodigheden med landsstyremand Jenis av Rana og har derfor sendt landsstyremanden hjem.
Bárður á Steig Nielsen meddeler, at Jenis av Rana fra det lille kristelige parti ikke længere er landsstyremand, og at lagmanden derfor i første omgang overtager hans sagsområder inden for kultur- og udenrigspolitik.
Lagmanden forklarer, at han selv har prøvet at være diplomatisk og rummelig, men at landsstyremanden over en længere periode har udfordret dette.
- Da landsstyremanden i går sagde, at han beder andre landsstyrefolk om gå imod lagmandens ordrer, så rækker min rummelighed ikke længere, siger Bárður á Steig Nielsen.
Bægeret flød over
Jenis av Rana har været en omstridt landsstyremand. Han har talt imod at tage coronavacciner, selv om det var landsstyrets politik, at hele befolkningen skulle vaccineres.
I folketingsvalgkampen sagde Jenis av Rana, at han kunne ikke støtte en dansk statsminister, som er homoseksuel.
Det vakte opsigt, og lagmanden er kommet et mistillidsvotum i lagtinget forkøbet, som skulle fremsættes i dag (tirsdag 8. november) klokken 12 dansk tid.
15 minutter før kom lagmandens meddelelse om, at Jenis av Rana sendes hjem.
Børn med medmødre
Det var dog en anden sag, som udløste fyresedlen. Det handler om rettigheder til homoseksuelle. Lagtinget har vedtaget, at medmødre får samme rettigheder, og at børn kan få medmoderens efternavn indskrevet i kirkebogen.
Jenis av Rana havde sagsområdet, men ville ikke gennemføre vedtagelsen.
Sagen blev derfor flyttet i går til en anden landsstyreman. Jenis av Rana sagde efterfølgende til nyhedsmediet in.fo, at han ikke håbede, at landsstyremanden ville følge lagmanden ordrer.
Det blev for meget for Bárður á Steig Nielsen, og derfor sendte han Jenis av Rana hjem.
Bárður á Steig Nielsen siger til Kringvarp Føroya, at han ikke ved endnu om koalitionen mellem Sambandspartiet, Folkeflokken og Miðflokkurin, hvor Jenis av Rana er medlem, overlever.