Læge-formand: Man har intet lært
Hvis sundhedsvæsenet skal fungere, bør det bygges op nedefra, således at små og mellemstore enheder hjælpes med bedre arbejdsforhold, bedre udstyr og bedre bemanding, mener formand for Grønlands Lægeforening. Han er stærkt kritisk overfor, at sundhedsledelsen ifølge jordemoderforeningen har fremlagt en vision med kun to fødesteder i landet.
Mandag var jordemoderforeningen ude med en hård kritik af Sundhedsledelsen, som ifølge foreningen har et forkert fokus på centralisering frem for bevarelse af fødesteder her i landet.
Kritikken er opstået, efter at Sundhedsledelsen på et seminar har fremlagt en vision for sundhedsvæsenet i 2035, og visionen indeholdt kun to fødesteder. Sundhedsledelsen har endnu ikke svaret på kritikken.
Formand for lægeforeningen Hans Christian Florian Sørensen har ikke selv set ledelsens vision, men han bakker fuldt ud op om jordemødrenes udmelding om, at der skal arbejdes på at bevare servicen ude i regionerne - herunder fødesteder.
- Det er selvfølgelig ikke overraskende, at jordemødrene er imod nedlæggelse af fødestederne. Det er en forringelse af service til borgerne, en voldsom belastning af de gravide og deres familier og endnu en skævvridning af den “lige adgang til sundhedsydelser”. Alt sammen noget jeg er helt enig med jordemødrene i.
Kritisk overfor fortsat centralisering
- Det, der er overraskende er, at Sundhedsledelsen har “det lange lys på”. Tænk at Sundhedsledelsen tillader sig at tænke mere end 10 år frem i tiden, når de ikke er i stand til at klare de daglige problemer, skriver Hans Christian Florian Sørensen i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.AG.
Han kritiserer kraftigt, at man arbejder med scenarier for yderligere centralisering i sundhedsvæsenet:
- Efter en årrække med katastrofal centralisering af sundhedsvæsnet, har man intet lært, men tramper lystigt ned af samme vej: Mere centralisering. Med ondt skal ondt fordrives, synes tanken at være, lyder det fra Hans Christian Florian Sørensen, der er regionslæge i Tasiilaq.
Mindre enheder bør styrkes
Lægeformanden anerkender, at det er vanskeligt at skaffe arbejdskraft, men det nytter ikke at give op på forhånd, mener han. Han peger på, at ledelsens fokus bør være på at styrke de mindre enheder:
- Hvis vi skal have vores alle sammens sundhedsvæsen til at fungere, så skal det bygges op nedefra. De små og mellemstore enheder skal hjælpes frem med bedre arbejdsforhold, bedre udstyr og bedre bemanding.
- Målsætninger om et lettilgængeligt sundhedsvæsen hvor borgeren kan blive set uden telefonkø og lange ventetider. Nærhed i sundhedsvæsenet løser rigtig mange problemer og aflaster DIH, som så kan tage sig af de svære og alvorlige tilfælde, skriver Hans Christian Florian Sørensen.
Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra Sundhedsledelsen til kritikken fra jordemoderforeningen og lægeforeningen.