Kystskib anløber Upernavik og Nanortalik i år
Sarfaq Ittuk skal begynde at sejle til Nanortalik i Syd og helt op til Upernavik i Nord til efteråret. Arctic Umiaq Lines direktør håber, at det kan udvikle turismegrundlaget.
Sarfaq Ittuk vil i år udvide sejlplanen og anløbe flere byer mellem Nanortalik i syd og Upernavik i nord i efterårssæsonen, som er fra 15. september 2023 frem til 17. november.
Det er Arctic Umiaq Lines direktør Jens-Jakob Sandgreen og Naalakkersuisoq for infrastruktur Erik Jensen (S) blevet enige om, oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.
- Det har i mange år været et stort ønske, at der i besejlingen bliver set på muligheder frem for begrænsninger. Det har været et ønske fra borgere og fra politisk hold, udtaler Erik Jensen.
Fem byer og tre bygder
Som noget nyt skal Sarfaq Ittuk anløbe otte steder mere i efterårssæsonen.
Disse er:
- Upernavik
- Uummannaq
- Qasigiannguit
- Kangaatsiaq
- Itilleq/Igaliku
- Narsarsuaq
- Nanortalik
Normalt sejler Arctic Umiaq Line i en 7-dages drift igennem sæsonen. Med de nye anløbssteder til efteråret, vil rederiet sejle med et 14-dages nationalt program, kombineret med et 7-dages ekspres program, der sammenlagt vil udgøre et 21-dages format, oplyser Selvstyret.
God turismemulighed
Den ændrede sejlplan er tænkt som en forsøgsordning, og kan måske fortsætte i 2024.
Direktør i Arctic Umiaq Line, Jens-Jakob Sandgreen oplyser, at Sarfaq Ittuk vil ligge ved kajen i længere tid i forskellige byer. Blandt andet vil der være mulighed for passagererne at være i Ilulissat i otte timer og fire timer i Qeqertarsuaq før overnatningssejlads til andre byer.
- Vi håber på at skabe et fornyet grundlag til turismeudviklingen med formatet, siger, Jens-Jakob Sandgreen.
- Det er derfor mig en stor glæde, at dette forsøg på ændret sejlplan for efteråret 2023 kan være med til at danne retningen for fremtidens besejling, siger Erik Jensen.
Besejlingen til Narsarsuaq planlægges også at passe med internationale beflyvninger. Billetsalg til efterårets sejlads åbner indenfor kort tid, oplyser Arctic Umiaq Line.