Annonce
Kvinde omkommet i trafikuheld
Mandag er en 82-årig kvinde død som følge af sine kvæstelser efter hun blev påkørt af en minibus i Aasiaat. Buschaufføren er sigtet for uagtsomt manddrab.
Mandag eftermiddag modtog Politiet i Aasiaat en anmeldelse om, at der var sket et trafikuheld på Frederik Lyngesvej i Aasiaat.
Annonce
Ved ankomsten til stedet kunne politiet konstatere, at kvinden var blevet påkørt af en mindre bus. Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden blev kort efter politiets ankomst til stedet erklæret død som følge af sine kvæstelser og føreren af bussen er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.
Politiets undersøgelser af gerningssted mv. skal afklare, hvad der ligger til grund for episoden. Grønlands Politi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt komme nærmere ind på sagens øvrige omstændigheder, lyder beskeden fra politiet.
Kvindens nærmeste pårørende er underrettet om hændelsen.