Kunsten at elske sin krop - uanset alder
Det nye nummer af Arnanut, der netop er udkommer, sætter fokus på alder. Det er der kommet et tankevækkende tema ud af.
Fire forskellige kvinder, én i 20’erne, én i 30’erne, én i 50’erne og én i 60’erne medvirker i det seneste nummer af Arnanut. Her svarer de hver især på de samme spørgsmål – og deres svar er meget forskellige.
- Det er ret tankevækkende læsning, siger Arnanuts redaktør Martine Lind Krebs:
- For eksempel kan man nok ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at den yngste af kvinderne på 29 år giver udtryk for, at hun er træt af sine ’mormor’-arme, mens den 51-årige fortæller, at hun som yngre gik på kur, da hun vejede 62 kilo. I dag vejer hun over 80 og har aldrig været gladere for sin krop. Måske er der en lærdom i, at vi med alderen bliver bedre til at elske os selv og vores krop – og sætte pris på dens styrke.
Ideen
Ideen til temaet kom fra et kunstprojekt, som Martine Lind Krebs skrev om for mange år siden. Den danske beklædningsdesigner Karoline Kjeldtoft skabte en udstilling i Aarhus med levende 80-årige modeller, der poserede i små sorte kjoler, som hun havde designet. Det særlige ved den udstilling var, at kjolerne var specielt designet til at vise kvindekroppens aldringstegn.
- Billederne af de 80-årige modeller i de små sorte kjoler har aldrig helt sluppet mig. For hvem definerer egentlig, hvad der er skønhed, og hvornår en krop bliver grim? Hvem siger, at mormorarmene, den løse hud på maven og fuglevingerne på ryggen skal gemmes af vejen? Hvorfor kan vi ikke sætte pris på det skønne i den måde, vores kroppe forandrer sig med alderen?, siger Martine Lind Krebs.
Læs hele temaet i det nye nummer af Arnanut – få adgang herunder: