Kristian Jeremiassen: Er affolkningen startet i Qasigiannguit?
Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Qeqertalik Kristian Jeremiassen frygter, at der er sat gang i affolkning af den nordgrønlandske by. For ifølge ham, er der ingen tegn på, at de seks boliger vil blive renoveret
Der er seks tomme boliger i Qasigiannguit, kaldet ‘de 71 boliger’, og ifølge kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Qeqertalik Kristian Jeremiassen (IA) står boligerne til at blive nedrevet.
Kristian Jeremiassen siger, at det er et tegn på, at affolkningen i Qasigiannguit er startet.
- Vi har ikke fået informationer, om der vil blive bygget nye boliger, når de seks boliger er blevet revet ned. Derfor er der frygt blandt borgerne, om der nu er sat gang i affolkning her, siger han til Sermitsiaq.AG.
Kristian Jeremiassen har hørt, at de seks boliger skal rives ned, da deres kloakrør ikke fungerer længere.
Ingen svar
Kristian Jeremiassen har selv kontaktet boligselskabet Ini 1. februar, og har spurgt, om der vil blive bygget nye boliger. Han blev henvist til at kontakte Departementet for Boliger.
- Jeg har desværre ikke fået svar fra Departementet, hvilket er ærgerligt. For i andre byer bliver der bygget nye boliger, når der er sket nedrivninger, men sådan er det ikke her. De borgere, der boede i boligerne, er blevet blot flyttet til andre boliger, fortæller han.
Ønsker klar besked
Kristian Jeremiassen havde gerne set, at de seks boliger blev renoveret i stedet for at blive revet ned.
Derfor ønsker han en klar melding fra Departementet for Boliger, om hvad der kommer til at ske i fremtiden for Qasigiannguit.
- Der går mange forskellige rygter i byen. Det sker fordi, vi ikke har fået klar besked om, hvad der kommer til at ske. Jeg havde håbet på, at min anmodning om svar var blevet besvaret, for vi kan ikke blive ved med at vente, lyder det fra Kristian Jeremiassen, der vil igangsætte en undersøgelse om boligsituationen i Qasigiannguit gennem kommunalbestyrelsen.