Kollegerne bliver til familie
Julen ombord på Søværnets skibe i Grønland er heltspeciel, fordi man er på arbejde langt hjemmefra, selv omdet er jul.
Julen er lidt speciel ombord på Søværnets skibe i Grønland. For her er man altid på vagt og klar til at hjælpe, hvis der sker noget – uanset om det er jul eller nytår. Og uanset at de fleste andre mennesker tilbringer julen sammen med familien.
Det fortæller overkonstabel Ida Kraunsøe Zahle, der er kommunikationsgast på inspektionsskibet Triton og to gange har prøvet at holde jul ombord på skibet – fjernt fra familien i Danmark.
- Jeg har holdt jul med arbejdet to år i streg. Det første år var i Grønland, hvor vi fejrede julen i Grønnedal. Det var det første år, jeg var ansat i Forsvaret, så selvom savnet til min familie var stort, så var det hele også nyt og spændende.
- Jeg var selv lidt nervøs for, hvordan jeg ville reagere på at være væk fra min familie i juletiden, men dagene i december måned går altid hurtigt, og det er også tilfældet, når vi sejler.
Nissedrillerier og julekalender
- Vi gør som regel lidt ekstra ud af dagene, laver lidt nisse-drillerier og hygger med at se julekalender sammen. Samtidig bliver ens kollegaer også til ens ekstra familie. når man tilbringer så mange dage sammen på et år.
- Over alt i verden er der nogen, som skal få hjulene til at dreje rundt, selv i juletiden. Det er sådan, det er, og når alt kommer til alt, så får vi det bedste ud af det. Begge de år, jeg har tilbragt min december måned ombord på Søværnets skibe, har været gode og mindeværdige.
- Over alt i verden er der nogen, som skal få hjulene til at dreje rundt, selv i juletiden. Det er sådan, det er, og når alt kommer til alt, så får vi det bedste ud af det. Begge de år, jeg har tilbragt min december måned ombord på Søværnets skibe, har været gode og mindeværdige.
Julen ombord på forsvarets skibe begynder typisk lang tid før december, fortæller kommandørkaptajn Thomas Belsø, som er chef på inspektionsskibet Triton.
Alle skal i julestemning
- Selvom vi er langt væk hjemmefra i juletiden og ikke kan være sammen med familie og venner - eller faktisk netop fordi vi ikke kan være hjemme – sørger vi for, at alle i besætningen kan komme i julestemning.
- Forberedelserne starter lang tid før, vi når december måned. Forsyningsafdelingen ombord sørger for i god tid at bestille proviant hjemmefra, så kabyssen kan servere traditionel julemad i juletiden, at bageren ombord kan lave dej til julesmåkager og papir med videre, så besætningen kan klippe/klistre og fremstille julepynt til skibet.
- Typisk tager vi hul på julehyggen, når vi når til 1. søndag i Advent. Det kan dog være svært at få til at passe med skibets operationsmønster, så i år holder vi julehygge i forbindelse med et havneophold i Ilulissat 28. november.
Julegudstjenester
- Her bliver der sat tid af til, at besætningen kan samles for at komme i julestemning. Nogle laver julepynt mens andre er i kabyssen og hjælper bageren med at bage julesmåkager og koge klejner. Dagen efter inviterer vi interesserede fra byen til besøg ombord i skibet, så vi kan bidrage til at sprede julestemningen, fortæller Thomas Belsø.
- Nogle år er vi heldige at have en af Søværnets orlogspræster med på sejlads. Når vi har præst med ombord, gennemføres der adventsgudstjenester, ligesom der gennemføres julegudstjeneste ombord. Hvis vi ikke har præst med ombord, forsøger vi at arrangere, at en lokal præst i Grønland kan gå ombord og gennemføre julegudstjeneste for besætningen.
- Til gudstjenesten klæder alle om til paradeuniform, og som afslutning på gudstjenesten skåler vi i et glas vin og ønsker hinanden glædelig jul.
Julen er en ledelsesopgave
- De fleste af os vil jo allerhelst være sammen med familie og venner i juletiden. Når det så ikke kan lade sig gøre, fordi tjenesten til søs kalder, så gør vi, hvad vi kan, for at afsavnet og adskillelsen fra vores kære derhjemme bliver så håndterbar, som muligt.
- Som chef har jeg sammen med den øvrige ledelse ombord en speciel rolle i relation til at sikre, at besætningen har det godt på trods af afsavnet. Særligt er vi ekstra opmærksomme på, om nogen skulle have det svært med at være væk fra familien i juletiden. Hvis det er tilfældet, gør vi, hvad vi kan for at tage ekstra hånd om dem.
Julemiddag i hangaren
På de store inspektionsskibe som Triton bliver juleaften holdt i helikopterhangaren, hvor der er plads til, at hele besætningen kan spise sammen, selv om skafningen (spisning) ombord normalt foregår i messerne.
- Eftermiddagen går med praktiske forberedelser og klargøring til julemiddagen. Skibet bliver pyntet lidt ekstra op med julepynt, og der bliver dækket flot op. Helikopteren bliver kørt ud på dækket, så der er plads i hangaren til at alle kan spise sammen juleaften. Kabyssen sørger for lækker julemad, fortæller Ida Kraunsøe Zahle, der ovenikøbet har prøvet at finde mandelen, selv om hun slet ikke bryder sig om ris a la mande.
- Det ene år vandt jeg mandelgaven, selvom jeg ikke kan lide ris a la mande. Jeg blev presset til at tage en skefuld for at smage på det, og der var mandlen i.
- Efter middagen danser vi alle sammen om juletræet og synger julesange. Dem, der har fået gaver med hjemmefra, samles i grupper og pakker gaverne op. Sidst på aftenen kan man så ringe hjem og takke for gaverne, fortæller Ida Kraunsøe Zahle.