INUIT

Da flyene begyndte at lande, lettede misbruget

I årevis var hash en fast del af Bjarne Hjortborgs liv. Men åbningen af Nuuks nye lufthavn og fascinationen af flyene blev begyndelsen på et nyt liv – og gjorde ham til Grønlands mest kendte flyspotter.

Den dag Tuukkaq landede for første gang i Nuuk ændrede alt sig for 50-årige Bjarne Hjortborg. Kærligheden til flyene er kun blevet større siden.
Offentliggjort

Bagagerummet i firmabilen lukker i, og Bjarne Hjortborg går om til førersædet og sætter sig ind.

Klokken er lidt over elleve om formiddagen. Solen skinner fra en blå himmel, og Tuukkaq er tidligt på den. For godt fire timer siden lettede flyveren fra København.

Bagagerummet i firmabilen lukker i, og Bjarne Hjortborg går om til førersædet og sætter sig ind.

Klokken er lidt over elleve om formiddagen. Solen skinner fra en blå himmel, og Tuukkaq er tidligt på den. For godt fire timer siden lettede flyveren fra København.

Bjarne Hjortborg kaster et blik ned på sin telefon og på en af de fire apps, han har til at holde øje med flytrafikken.

- Militærflyene kan man for eksempel ikke se på Flight Radar. Så det har jeg en anden app til, siger han og starter bilen.

På YouTube er Bjarne Hjortborg kendt under kaldenavnet ’@bhj76’ for sine mange live streams fra Nuuk Lufthavn. ’Greenland Aviation – Bjarne Hjortborg’ har han døbt kanalen.

Til dagligt arbejder han hos rengøringsfirmaet Arctic Cleaning Service i Nuuk, hvor han er afdelingsleder i skadeserviceafdelingen.

Alt det, som den normale rengøringsservice ikke tager sig af, lander på han og sine godt 20 medarbejderes bord. Alt fra sanering af skimmelsvamp til brandskader.

Tuukkaq lander i Nuuk.
Bjarne Hjortborg forklarer engageret om flyspottermiljøet.

Men det er ikke rengøringsopgaver, der trækker ham til lufthavnen i dag.

I bagagerummet ligger kameraudstyret klar til at Bjarne Hjortborg kan tage billeder af atlantflyveren, når den lander.

- I dag passer det med, at jeg kan tage til lufthavnen i min frokostpause. Men min chef er meget forstående, fortæller Bjarne Hjortborg, mens han kører.

Han har normalt også en anden taske med udstyr med sig, så han kan sende live. Men i dag skal han bare fotografere.

- Det tager måske 45 minutter at sætte live stream-udstyret op. Så det gør jeg mest i weekenderne, og når der lander store flyvere.

Få minutter efter afgangen fra arbejdspladsen standser han langs lufthavnsvejen og træder ud af bilen.

Han hiver et kamera af typen Lumix S5 Mark II X op af tasken i bagagerummet og skruer et gigantisk objektiv på. Han ser sig for, inden han krydser vejen og går over mod autoværnet.

Moderens sorte får

Bjarne Hjortborg blev født 9. januar i 1976 i Maniitsoq og er den tredjeyngste i en søskendeflok på i alt fem.

I Maniitsoq voksede han op i en lejlighed, der lå lige overfor byens heliport. Hjemmefra kunne han bruge lang tid på at følge med i, når helikopterne lettede og landede. De fløj ofte lige henover blokken, så glassene i skabene klirrede.

Bjarne Hjortborg som lille en juleaften.

Bjarne Hjortsborg dagdrømte indimellem om at blive pilot, men skolekundskaberne haltede efter, så det droppede han relativt tidligt.

Han var 11 år, da hans mor og far skilt. Hans mor besluttede sig for at flytte til Danmark med de yngste børn.

 Hun tog Bjarne Hjortborgs lillesøster med, men om Bjarne Hjortborg ville rejse, var op til ham.

Storebrødrene boede ikke hjemme, og Bjarne Hjortborg var bange for at miste sin far, hvis han endte med at bo helt alene. Faderen havde for vane at drikke lidt for mange øl.

Så Bjarne Hjortborg blev i Maniitsoq.

Fra den dag ringede hans mor aldrig til ham, når han havde fødselsdag, hvilket hun ellers gjorde til hans storebrødres. Det var hårdt, og han valgte at lade som om, at han ikke havde en mor.

Selvom de var far og søn, var Bjarne Hjortborg og hans fars relation til hinanden meget venskabelig. De var tætte.

Faderen var aldrig ubehagelig eller voldelig, når han drak, men han kom tit sent hjem. Ofte skulle Bjarne Hjortborg hente sin far ude i byen eller hos naboen.

Det var Bjarne Hjortborg der ofte stod for madlavningen og meget af det huslige og praktiske derhjemme. Han var et selvstændigt barn.

Bjarne Hjortborg var tæt knyttet til sin far. Faderen var håndværker og arbejdede meget og Bjarne Hjortborg har mange minder fra at sidde i en gummiged med sin far.

Efter folkeskolen faldt han ind i et hårdt miljø med en gruppe venner, hvor det blandt andet var meget normalt at ryge hash. Dog prøvede Bjarne Hjortborg det bare få gange, men holdt sig ellers fra det.

Det var faderens ønske, at han skulle gå i gymnasiet, så det gjorde han  men Bjarne Hjortborg droppede ud af GU i Nuuk efter 1.g og kom i stedet i lærer som kok på Hotel Maniitsoq.

Som 18-årig flyttede han til Ilulissat, hvor han havde fået arbejde som kok på Hotel Hvidefalk. Da han senere flyttede til Nuuk og til det, der dengang hed Hotel Godthåb, begyndte hashrygningen for alvor.

I Nuuk var hash nemt at få fat i, og rygningen blev en vane.

Karrieren som kok var kort. Den dag han fik sit svendebrev, i 2001, skiftede han kokkehuen ud med et job som rengøringsleder på hotellet for rengøringsvirksomheden ISS.

Han har været i rengøringsbranchen lige siden.

Ni år efter døde Bjarne Hjortborgs far af nyre- og leversvigt i en alder af 68. Dét sendte ham endnu dybere ned i hashmisbruget.

Størstedelen af Bjarne Hjortborgs flyinteresserede følgere er pensionister.
I flyspottermiljøet får han viden om, når der skal lande spændende fly i Nuuk.

Da KNR mistede forbindelsen

- Bjarne!

En bil med Greenland Airports-logo kører forbi Bjarne Hjortborg, der har taget plads ved sit ’road spot’ med udsigt udover landingsbanen. Han vender sig om og griner.

- Det sker tit, det der, kommenterer han.

De fleste ude omkring lufthavnen kender efterhånden Bjarne Hjortborg som et fast inventar langs lufthavnsvejen.

I løbet af de år, han har stået langs autoværnet ved lufthavnen og knipset løs, har han opbygget et stort netværk. Både i lufthavnen og i flyspottermiljøet. Det er en fordel, når man gerne vil tage billeder af de mange interessante fly, der lander.

Bjarne Hjortborg tager sin telefon frem og åbner en Dicord-server, som han bruger til at kommunikerer med andre flyspottere verden over.

- For eksempel er der nogen, der har fået at vide, at der kommer et speciel fly i morgen med en masse rige indere. Det fly kan ikke følges på Flight Radar, siger Bjarne Hjortborg.

- Det lander i morgen 17.50.

Hvis et særligt fly skal lande, ved Bjarne Hjortborg det ofte to-tre dage før.

Bjarne Hjortborg ved sit arbejde.
Vejrappen Metar-Taf giver information om vind og vejr i lufthavne verden over.

Karrieren som flyfotograf- og spotter fik for alvor luft under vingerne, da Nuuks nye lufthavn åbnede i 2024.

På det tidspunkt havde Bjarne Hjortborg været dybt afhængig af hash i godt 25 år. Når han fik fri fra arbejde, tog han hjem, rullede en blunt og brugte timer på se videoer og surfe rundt på nettet.

Det var måden, han slappede af på og koblede fra efter en hektisk arbejdsdag.

Men omkring år 2022 begyndte han at følge med i byggeriet af Nuuks nye internationale lufthavn, der var begyndt tre år forinden. Og han var langt fra den eneste, viste det sig.

Hurtigt blev han en del af et online forum, hvor folk fra alle mulige steder uden for Nuuk fulgte byggeriet tæt. Som en af de få personer, der rent faktisk boede i Nuuk, blev han hurtigt den person, der kunne sende fotos og opdateringer og svare på spørgsmål om byggeriet.

Folk fra lande som Canada, Tyskland og Frankrig spurgte ham ofte, om han ikke kunne sende billeder eller filme, hvad der foregik.

Bjarne Hjortborg og hans mor, der døde sidste år.

Med sin iPhone filmede og fotograferede han sprængningsarbejdet og byggeriet af den nye lufthavnsterminal.

I begyndelsen sendte han bare videoerne til sine flyinteresserede venner chatten – men i 2023 begyndte han at sende live og uploade til YouTube.

Da lufthavnsbyggeriet var færdigt, skulle han finde ud af, hvad han så skulle filme.

Kan du ikke sende live når Tuukkaq lander til lufthavnsåbningen?, spurgte de i chatten.

Det kunne han vel godt.

28. november 2024 kørte han ud i lufthavnen og livestreamede med sin iPhone 11.

KNR sendte også live, men få minutter før Tuukkaq landede, mistede de signalet.

Bjarne Hjortborg, der normalt kun havde mellem 25 og 50 seere på sine streams, kunne pludselig tælle flere tusinde, der så med.

Slut med misbrug

Klokken nærmer sig 11.25 og Tuukkaq bevæger sig roligt tættere på landingsbanen fra sydsiden.

Det er de røde Air Greenland-fly, som Bjarne Hjortborgs følgere går mest op i.

- Tuukkaq er jo også kun ét ud af de syv Boeing Airbus 330-800, der findes i verden, forklarer han.

Selv er han mest til de små privatfly.

- Dem har vi jo ikke været vant til før her i Nuuk.

Han stopper med at snakke og følger Tuukkaq med øjnene. Han fører kameraet op til øjet og trykker ned på udløserknappen.

Jetmotoren larmer og klokken 11.28 rammer hjulene asfalten.

Flyspottermiljøet førte Bjarne Hjortborg i en ny retning af livet.

Flyet bremser og sænker farten, mens den kører ned for enden af landingsbanen. Den drejer og vender retur og standser lige foran Bjarne Hjortborg og kameralinsen.

Da Tuukkaq landede for første gang i Nuuk Lufthavn, tog Bjarne Hjortborg endegyldigt afsked med hashen.

Beslutningen tog han dagen efter, da en mail tikkede ind fra YouTube. Hans kanal var nu blevet så populær, at han ville kunne tjene penge på at uploade videoer.

Bjarne Hjortborg øjnede ikke kun en mulighed for at kunne tjene lidt håndøre på sin hobby – men en helt ny og hashfri begyndelse.

Han kastede sig for alvor ind i sidegesjæften med at tage billeder og filme flyene, og langsomt skiftede han den vennekreds, der på mange måder holdt ham fast i hashmisbruget, ud.

Bjarne Hjortborg på en af sine lange dage med live stream fra lufthavnen i Nuuk.

Med alle de penge, han ikke længere brugte på hash, og med de nye penge, han tjente på sine videoer, fik han råd til at købe bedre kameraudstyr.

I dag har han udstyr for over 200.000 kroner. Over 7.000 mennesker abonnerer på hans YouTube-kanel og mere end 1,3 millioner har været inde og se hans videoer.

Nu, halvandet år efter Nuuks Lufthavns åbning, er flyspotting blevet Bjarne Hjortborgs nye måde at koble fra på.

- Det hjælper på nervesystemet at komme herud og filme og fotografere. Man er i en helt anden verden, fortæller han, da et Dash 8-fly fra Qaqortoq gør an til at lande.

Han tager med det samme kameraet op og trykker.

Kærligheden til de røde fly

For fem år siden genoptog Bjarne Hjortborg kontakten til sin mor.

Hun var blevet skilt fra sin mand og flyttede fra Danmark til Paamiut, hvor Bjarne Hjortborgs yngste storebror bor.

Da hun sidste år, efter kort tids sygdom, gik bort, nåede Bjarne Hjortborg at sige ordentligt farvel til hende. Nu ligger hun begravet på kirkegården i Nuuk.

Bjarne Hjortborg på sejltur.

Et par biler kører hastigt forbi Bjarne Hjortborg, der venter, inden han krydser vejen og går hen til bilen.

Han skal tilbage på arbejdet, der er meget at se til i dag, men han vender tilbage til lufthavnen igen i morgen, når privatflyet fra Indien lander. Han skal også herud i weekenden.

Bjarne Hjortborgs konsistente tilstedeværelse ved lufthavnen med sit kamera har ikke kun kastet ham ud i en sen YouTube-karriere.

Også Air Greenland har jævnligt kontakt til ham. Blandt andet sendte de ham til Qaqortoq for at filme åbningen dér.

Han vil være på pletten igen, når Ilulissat Lufthavn åbner til efteråret.

Air Greenland-stewardesser vinker til Bjarne Hjortborg.

Men inden dét sker, er der en turistsæson og utallige flylandinger i Nuuk, der skal dokumenteres.

- I sommerhalvåret plejer jeg at være herude hver dag, siger han.

Bjarne Hjortborg har pakket kameraet væk og sat sig ind i bilen. Han tager et par arbejdsrelaterede opkald, inden han starter bilen og triller ud på vejen.

Kærligheden til de store røde fly, sidder dybt i Bjarne Hjortborg. For ham blev de begyndelsen på et helt nyt og hashfrit liv, som han er stolt af.

Den næste portion penge, han kan få samlet sammen, vil han gerne bruge på at få ordnet sine tænder i Danmark, fortæller han og viser sit skæve tandsæt frem.

- Og så må næste mål være at stoppe med cigaretterne, siger han og smiler.

Abonnementer

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS