Færøerne
Koalitionsregering kæmper for overskud på sin første finanslov
Den færøske finanslov er endnu ikke vedtaget, og derfor må Lagtinget holde møde den 28. december
Det går ualmindeligt trægt med at få vedtaget den færøske finanslov.
Finansloven skulle være vedtaget inden jul. Men efter flere nattemøder i Lagtinget står det klart, at andenbehandlingen af loven ikke finder sted før den 28. december.
Uenighed om et forsøg med salg af fiskekvoter på auktion er hovedårsagen til, at finansloven endnu ikke er vedtaget. Det har givet oppositionen et kort på hånden.
Betydningsfuld del
Koalitionspartierne Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Tjóðveldi (Republikanerne) og Framsókn har arbejdet hårdt på, at der skal være overskud på finansloven for 2016.
Fiskeriminister Høgni Hoydal (Tjóðveldi) har fremsat et forslag, som skal give mindst 170 millioner kroner i landskassen. Det indeholder blandt andet afgifter på fangsten af fisk og et forsøg med salg af fiskekvoter i Barentshavet på auktion.
50 millioner kroner
Kvoteauktionen skal indbringe 50 millioner kroner i landskassen.
Derfor er forslaget betydningsfuldt for finansloven, men der har været uenighed i koalitionen om kvoteauktionen. To medlemmer af lagmandspartiet, Javnaðarflokkurin, har givet udtryk for, at de ikke stemmer ja til forslaget. Det ene medlem, Kristin Michelsen, har direkte bedt fiskeriminister Høgni Hoydal om at trække kvoteauktionen ud af forslaget.
Hvis forslaget om kvoteauktioner ikke vedtages, så skal indtægterne findes andre steder.
Oppositionen blokerer
Finansloven og forslaget om kvoteauktioner har været til førstebehandling. Men finansudvalget venter med at lave en udvalgsbetænkning, til erhvervsudvalget har lavet deres betænkning til forslaget om kvoteauktioner.
På grund af uenighed har det trukket ud med at få arbejdet i erhvervsudvalget gjort færdigt. Det har oppositionen også udnyttet. Oppositionen har flertallet i udvalget, hvor der sidder syv medlemmer. Tre fra koalitionen og fire fra oppositionen - og det kræver netop opbakning fra fire medlemmer, før en udvalgsbetækning kan blive til virkelighed.
Ingen betænkning
Efter et længere tovtrækkeri i udvalget blev det endelig afgjort natten til den 23. december, at erhvervsudvalget ikke kommer med nogen betænkning. Udvalget kan i princippet vente en måned, og i så fald vil betænkningen komme i midten af januar.
- Erhvervsudvalget har bedt Lagtingets administration om at lave et responsum vedrørende konsekvenserne i forbindelse med erstatningskrav fra fiskerierhvervet. Ikke før det er klart i januar, holder erhvervsudvalget møde igen, siger Jákup Mikkelsen, Folkeflokken, og medlem af erhvervsudvalget, til nyhedssiden vp.fo
Færøernes Rederiforening har netop understreget i et høringssvar, at det kan være ulovligt at sælge fiskerettigheder på auktion, og at salget kan medføre et erstatningskrav.
Flere forslag
Færøernes mindretalsregering, som tæller 16 lagtingsmedlemmer, har været under pres op til jul. Regeringen har fået megen kritik for flere forslag, blandt andet ændringer i udbetalingen af pensioner, omlægning af betaling til public servicestationen Kringvarp Føroyar, og et forslag om større afgifter på lakseopdræt.
Det førte blandt andet til, at Lagtinget holdt møde til klokken fem om morgenen den 22. december.
Selvom regeringen har været under pres, er alle forslagene vedtaget, undtagen den lovpakke, som blandt andet indeholder kvoteauktioner.
Læs også: Færøernes landsstyre i fare for at komme i mindretal