Klodens ressourcer for i år er opbrugt - overforbruget er i gang
I denne uge har verden brugt de naturressourcer, som kloden kan genskabe på et år. Det er tre uger tidligere end sidste år.
Det går igen den gale vej i forhold til farten, hvormed jordklodens årlige ressourcer bliver opbrugt.
Torsdag har verden opbrugt de naturressourcer - for eksempel træer og fisk - som kloden kan genskabe på et år, viser data fra den internationale forskningsorganisation Global Footprint Network.
Det betyder, at vores forbrug resten af året er rent overforbrug.
Dagen kaldes også Earth Overshoot Day.
Tre uger tidligere end i 2020
Dagen falder i år mere end tre uger tidligere end i 2020, hvor coronakrisen fik sat en dæmper på forbruget, fortæller Bo Øksnebjerg, generalsekretær i miljøorganisationen WWF Verdensnaturfonden.
- Lige bortset fra under corona er det gået værre og værre for hvert år. Menneskets forbrug af ressourcer er stigende. Og nu er vi ude af coronakrisen, og så begynder vi at tage for os af retterne alt for meget en gang til.
- Det siger sig selv, at man - ganske ligesom i privatøkonomien - ikke kan bruge flere penge, end man tjener. Sådan er det altså også med naturens ressourcer.
- Så hvis vi fanger flere fisk, end fiskebestandene kan nå at regenerere på et år, så bliver der færre og færre fisk i havet. Og det, der er ved at ske nu, er, at vi presser naturen så hårdt, at vi er ved at løbe tør for ressourcer, siger han.
- Vigtigt at finde en bedre balance
Han tilføjer, at forbruget af ressourcer ikke nødvendigvis skal gå i nul. Men det er vigtigt at finde en bedre balance.
- Vi skal til at tænke på den måde, vi forbruger ressourcer på. Vi skal blive dygtigere til at genbruge og genanvende. Der findes også måder, hvor man kan fiske bæredygtigt eller fælde træ bæredygtigt.
- Så i stedet for at have den her brug og smid væk-tænkning, så skal vi til at gøre det på en mere bæredygtig måde. Men det gode nyhed er, at det kan vi også godt gøre, siger Bo Øksnebjerg.
Danmark i den tunge ende
Global Footprint Network oplyser ikke tal specifikt for Grønland på sin hjemmesiden, men det gør forskerne til gengæld for Danmark. Danmark er traditionelt et af de lande i verden, der forbruger flest ressourcer.
Sådan er det også i år, hvor Danmark ligger nummer 14 på listen over de lande, der forbruger mest.
- Hvis man kigger på jordkloden som helhed, så bruger vi ressourcer, som om vi havde 1,7 jordkloder til rådighed.
- Men hvis alle skulle leve, ligesom vi gør i Danmark, så skulle vi have 4,2 jordkloder til rådighed. Så meget trækker vi over på kassekreditten på planetens ressourcer, siger Bo Øksnebjerg.
Sidste år faldt Earth Overshoot Day 22. august. De tre år forinden lå dagen ligesom i år i slutningen af juli. For 25 år siden faldt dagen i slutningen af september.
Og for 50 år siden skulle man helt frem til slutningen af december, før klodens ressourcer for året var opbrugt.
/ritzau/