Klimaforandringer tvinger arktiske hvaler mod nord

Forskere konkluderer, at narhvalen, grønlandshvalen og hvidhvalen søger mod nord, fordi havtemperaturen stiger - og det får konsekvenser for arterne.

Narhval
I det mest alvorlige fremtidsbillede vil hvidhvalen miste alle sommeropholdsområder, hvilket kommer til at have stærkt negativ indflydelse på bestanden.
Offentliggjort

Verden forandrer sig. Og mens havisen bliver mindre og havtemperaturerne stiger, søger narhvalen, grønlandshvalen og hvidhvalen længere mod nord som følge af klimaforandringerne.

Det konkluderer en ny videnskabelig artikel - som blandt andre er udarbejdet af forskere fra Grønlands Naturinstitut - på baggrund af sporingsdata fra 227 individer.

Koldt vand og havis

Over de seneste 30 år er hvalernes bevægelser blevet fulgt. I samme periode er havisen i Arktis blevet mindsket med tre til fire procent per tiende år.

Narhvalen, grønlandshvalen og hvidhvalen er stærkt knyttet til koldt vand og havis. Men på et tidspunkt kommer temperaturerne i hvalernes sydlige havområder til at overstige hvalernes tolerance.

Sådan konkluderer forskerne ud fra sporingsdata og modeller for klimaets udvikling.

Det betyder, at hvalerne forlader områderne og søger længere mod nord, hvor temperaturer og økologiske forhold formentlig stadig vil være passende.

Den mest følsomme

Forskerne forventer, at hvalerne vil være flyttet knapt 250 kilometer længere mod nord om sommeren i år 2100 og knapt 125 kilometer om vinteren.

Narhvalen anses for at være den mest følsomme af de arktiske havpattedyr. I det mest alvorlige fremtidsbillede vil narhvalerne i Vestgrønland kun have små områder nord for Baffin Island tilbage i 2100.

I det mest alvorlige fremtidsbillede vil hvidhvalen miste alle sommeropholdsområder, hvilket kommer til at have stærkt negativ indflydelse på bestanden.

Forskerne antager, at klimaforandringerne allerede har været medvirkende til, at nogle hvidhvalbestande ikke er kommet sig ovenpå tidligere tiders jagt og overudnyttelse.

Øvrige bestande

Vest for Grønland vil grønlandshvalens opholdsområder om vinteren - ifølge forskerne - udvide sig ind i det canadiske øhav.

Den mindre udbredelse af havis forventes at gøre det muligt for grønlandshvalen at opholde sig i små områder her det meste af året.

I Østgrønland optræder grønlandshvalen allerede længere mod nord end tidligere. Men udbredelsen af det dyreplankton, den lever af, sætter en grænse for, hvor langt mod nord den kan bevæge sig.

Studiet omfatter ikke alle bestande af de arktiske hvalarter, men der er - ifølge forskerne - grund til at tro, at de øvrige bestande vil reagere på samme måde eller værre.

Powered by Labrador CMS