Kathrine Bødker: Kvinder skal stå sammen

Grønlands Ligestillingsråd og Katuaq sætter fokus på #ArcticFeminism i forbindelse med Kvindernes Internationale kampdag, i dag den 8. marts 2020.

Offentliggjort

- Kvindekampen er for usynlig, derfor opfordrer jeg kvinderne i landet til at danne kvindecirkler, kvindenetværk, eller kvindegrupper. Vi har brug for sammenholdet, og for at stå sammen. Vi har brug for at løfte hinanden og kæmpe for hinanden, sådan starter ligestillingsrådets formand, Kathrine Bødker, sin tale under dagens arrangement i Katuaq.

Kathrine Bødker er i USA, men hendes tale er indtalt på video.

De seneste uger har Sermitsiaq.AG afsløret, at kulturen i partigangene kan være nedladende og at der fra tid til anden sker åbenlys sexchikane.

Kvindernes udfordringer rækker dog også ud over sexchikane og seksuelle overgreb, kom det frem under formandens tale.

Sager at kæmpe for

Kathrine Bødker nævnte i sin tale, at der stadig er mange forhold, som kvinder i dagens Grønland bør kæmpe for, deriblandt sexchikane.

Hendes liste indeholder blandt andet:

  • Voldsraten i vores land
  • Holdningen om, at kvinder selv er skyld i vold og voldtægt
  • Sexchikane, både på arbejdspladser, online og i nattelivet
  • Ulige løn
  • Kvinder der føder uden for deres by
  • Hadytringer
  • Traditionelle kvindefag er lavere lønnet end traditionelle mandefag
  • Andelen af alenemødre

Sharing Circle

Kathrine Bødker udtrykker i sin tale, at mænd trives i samfundsstrukturen i dagens Grønland i modsætning til mange kvinder.

- Det giver sig blandt andet til udtryk i andelen af kvinder i politik, andelen af kvinder i ledende stillinger, og samfundets holdninger til kvinder med karriere.

- Vi kan ikke ”lukke øjnene” for de horrible forhold der eksisterer for mange af kvinderne. Hvis vi ”lukker øjnene”, er det faktisk stilletiende accept.

Under dagens arrangement, som Grønlands Ligestillingsråd sammen med Katuaq har arrangeret, skal kvinder prøve Sharing Circle, som går ud på, at kvinder i en rundkreds deler tanker, budskaber og oplevelser med hinanden.

- Dette foregår i tillid og tryghed til hinanden. Man må ikke fordømme eller forstyrre personen der har ordet. Nøgleordene er ligeværdighed, tillid og gensidig respekt, lyder det i arrangementets forklaring.

Arrangementet i Katuaq sker mellem 13.00-16.00, hvor alle er velkomne, kvinder som mænd.

Powered by Labrador CMS