KAIR på vej mod milepæl

Den første halvdel af den nye landingsbane i Nuuk tages efter planen i brug i begyndelsen af november.

På billedet kan den første halvdel af den nye bane ses. I forlængelse men forskudt ses den gamle bane.
Offentliggjort

Lufthavnsbyggeriet i Nuuk er på vej mod en milepæl. Den første halvdel af den nye landingsbane skal nemlig efter planen tages i brug i begyndelsen af november.

Kalaallit Airports, der står for byggeriet, skriver på Facebook, at asfalteringen af området er afsluttet og centrale tekniske installationer er på plads.

- Der venter dog stadig lidt arbejde, ligesom Trafikstyrelsen skal udføre kontrol af anlægget, inden det kan tages i brug, skriver Kalaallit Airports.

Planen er, at de første fly vil lette og lande fra torsdag den 3. november.

Epoke slutter

- Det har været et stort arbejde at nå så langt, og alle involverede parter har ydet en enorm indsats for at sikre denne milepæl, inden vinteren rigtig sætter ind, lyder det fra Kalaallit Airports.

Med ibrugtagningen af den nye banehalvdel slutter en epoke, da den nuværende 950 meter lange bane herefter ikke længere vil være i brug.

Den gamle bane skal i næste fase af byggeriet vie pladsen for den sidste halvdel af den nye bane.

Over årene er tusinder af turister og Nuuk-borgere landet og lettet på den gamle bane, der blev anlagt fra 1977 til 1979 og dermed har været i drift i lidt over 40 år.

Powered by Labrador CMS