Jonathan Prisen går til en ung ildsjæl

Grønlandsk professionsbachelor i international handel og markedsføring fra University College Nordjylland er årets modtager af Jonathan Prisen

Formand for ens bestyrelse, Karen Motzfeldt, til venstre, og prismodtager Najaaraq Thorin Jonathan Motzfeldt Fond
Offentliggjort

Najaaraq Thorin er modtageren af 'Jonathan Prisen' for sin dedikation og dygtighed.

Det skriver bestyrelsen for Jonathan Motzfeldts Fond i en pressemeddelelse. Årets uddeling af ”Jonathan Prisen” foregik i KNI A/S i Sisimiut, hvor Najaaraq Thorin fik et diplom og 50.000 kroner.

- Najaaraq Thorin udviser inden for sit virke en særlig dedikation for udvikling af virksomhedens medarbejdere, som dækker medarbejderudvikling bredt, men fokuseret på eksempelvis fremme af positivt arbejdsmiljø, og udvikling af kompetencer. Det er et talent og en drivkraft, som er af en særlig karakter, siger formand for Jonathan Motzfeldt Fondens bestyrelse, Karen Motzfeldt i sin tale ved uddelingen.

Prismodtageren er professionsbachelor i international handel og markedsføring fra University College Nordjylland, og er ansat i KNI A/S, som HRD-konsulent (medarbejderudviklingskonsulent), og beskrives som et menneske der ser det positive i alle mennesker, og med sit venlige og smilende væsen gør hun ikke forskel på kolleger og folk.

- Hun har et globalt udsyn flettet sammen med en nysgerrighed. Hun er glad, inspirerende, og er sproglig velbevandret, men rummer også det talent, den stædighed og vilje som skal til for at kunne følge med i den hastige udvikling, som verden og Grønland gennemgår, lød det blandt andet fra Karen Motzfeldt i sin tale.

Bestyrelsen for Jonathan Motzfeldts Fond har på bestyrelsesmødet den 26. februar 2015 indstiftet ”Jonathan Prisen”, og uddeles fortrinsvis til unge mennesker, som har gjort en ganske ekstraordinær indsats, eller som har ganske exceptionelle evner eller talent.

Powered by Labrador CMS