POLITIETS DØGNRAPPORT

SAR-operation - Mand fandt sin forsvundne kone

En kvinde, der blev efterlyst i Kapisillit i går aftes, blev fundet i god behold i løbet af natten. Politiet har ikke haft andre større sager, men har rykket ud til flere mindre sager med berusede personer, fortæller vagthavende.

- Da det var blevet mørkt, sendte vi en helikopter fra Kangerlussuaq ud for at lede, siger vagtchefen til Sermitsiaq.
Offentliggjort

Grønlands Politi blev i går aftes klokken 21.05 ringet op. Det blev meldt, at en mand i Kapisillit ikke havde set sin kone i fem timer, at hun var forsvundet, og at han ikke har kunnet få kontakt til hende.

- Derefter iværksatte vi en SAR-eftersøgning. Da det var blevet mørkt, sendte vi en helikopter fra Kangerlussuaq ud mod området for at lede, siger vagtchef Hans Peter Berthelsen til Sermitsiaq.

Han oplyser også, at manden deltog i eftersøgningen sammen med en ven.

- Klokken 01.55 blev vi ringet op og fik besked om, at hun var fundet. Kvinden blev fundet omkring en kilometer fra Kapisillit. Hun havde gået rundt, men var blevet desorienteret, da det blev mørkt. Hun blev fundet i god behold.

- Manden og hans ven fandt den eftersøgte kvinde, og helikopteren vendte tilbage til Kangerlussuaq, siger Hans Peter Berthelsen.

Vagtchefen oplyser, at politiet ikke har haft andre større sager det seneste døgn. Han fortæller, at de øvrige sager hovedsageligt har handlet om alkoholpåvirkede personer. For eksempel personer, der på vej hjem har taget fejl af husene, banket på og forsøgt at komme ind i andres bopæl. 

Powered by Labrador CMS