- Jeg frygter, at historien gentager sig, bare på et nyt sprog

Til Trump,

Mit navn er Ulloriaq, jeg er 26 år, jeg er født i Sisimiut og arbejder som arkitekt i Nuuk.

Jeg skriver til dig fra et sted, som for mig er hele min verden. Det er her, mine relationer er. Her mine minder bor. Og her jeg forsøger at leve et liv og bidrage til en fremtid, der giver mening for mig og mit land. Når jeg hører dine udtalelser om, at Kalaallit Nunaat kan købes, overtages eller “tages”, som var det et stykke tom jord, rammer det mig dybt.

Kalaallit Nunaat er ikke tomt. Det er et land fyldt med minder, kultur, sprog, relationer, og et folk, der igen og igen har vist en stærk evne til at holde fast og rejse sig. Et sted med en historie, der allerede er formet af koloniale beslutninger truffet langt væk fra dem, der skulle leve med konsekvenserne. Vi bærer stadig sporene af den tid – sporene af beslutninger, hvor andre mente at vide bedre end os om, hvordan vi burde leve.

Når du taler om Kalaallit Nunaat som en strategisk brik, gør du det med den samme logik, som vi har levet med i generationer: at vores land først og fremmest er interessant for det, som det kan bruges til – ikke for dem, der bor her. Men Kalaallit Nunaat er ikke bare ressourcer, militærbaser eller geopolitik. Det er hjem. Det er fællesskab. Det er en relation mellem mennesker og land, som ikke kan måles i penge eller magt.

LÆS OGSÅ

– Det her land er ikke et tag-selv-bord

Jeg håber, at der i år sker det, at Kalaallit Nunaat i højere grad får lov til selv at definere sin fremtid. Uden at blive reduceret til et objekt i stormagternes spil. Jeg håber, at verden begynder at lytte mere og tale mindre på vores vegne. At respekt kommer før ambition. Det skylder I – alle nationer, der har undertrykt oprindelige folk og andre grupper, hvis stemmer er blevet tilsidesat.

Men jeg frygter også noget. Jeg frygter, at dine ord – og den måde de bliver gentaget på – er med til at normalisere tanken om, at oprindelige folk og små nationer stadig kan overses, hvis interessen er stor nok. At historien gentager sig, bare på et nyt sprog.

Kalaallit Nunaat har allerede betalt – og betaler stadig – for andres “gode intentioner”. Vi har ikke brug for flere.

Hilsen Ulloriaq Kristian Lennert