Japans eksleder Shinzo Abe er død - blev skudt under tale

Japans eksleder Shinzo Abe er død, efter at han blev skudt under en tale fredag. Han blev 67 år.

Offentliggjort

Japans tidligere premierminister Shinzo Abe er død, efter at han blev skudt under en tale fredag.

Det skriver det japanske medie NHK og nyhedsbureauet Jiji ifølge Reuters.

Det er et højtstående medlem af det Liberale Demokratiske Parti (LDP), som oplyser til NHK, at Abe er død. Abe er tidligere formand for partiet.

- Ifølge et højtstående LDP-medlem døde tidligere premierminister Abe på et hospital i byen Kashihara i Nara-regionen, hvor han modtog lægebehandling, skriver NHK.

Et højtstående medlem af partiet giver samme oplysning til Reuters.

Abe blev skudt under en tale i den vestjapanske by Nara. Det skete omkring klokken 11.30 lokal tid.

Godt seks timer senere er han erklæret død ifølge NHK.

Han blev bragt til hospitalet, straks efter at han blev skudt.

En 42-årig mand er anholdt i forbindelse med skudepisoden. Meldinger er gået på, at han skød Shinzo Abe bagfra med et haglgevær, og at den tidligere premierminister blev ramt i bryst og hals.

Ifølge NHK har den formodede gerningsmand tilstået angrebet og sagt, at han var utilfreds med den tidligere premierminister og ønskede at dræbe ham.

Shinzo Abe blev 67 år.

Ifølge NHK førte Abe kampagne for en kandidat fra LDP i Nara, da han blev skudt.

Shinzo Abe var premierminister i Japan i et år i 2006 og igen fra 2012 til 2020. Han er Japans længst siddende premierminister.

Selv om han ikke længere var premierminister, var han stadig en dominerede figur i det regeringsbærende parti.

Powered by Labrador CMS