Jakob Janussen er død
Selvstyret og andre offentlige institutioner flager på halvt i dag. Jakob Janussen er nemlig sovet ind natten mellem torsdag og fredag. Han blev 81 år.
Cand.scient.pol. Jakob Janussen, født den 26. oktober 1941 er afgået ved døden. Det bekræfter Formanden for Naalakkersuisuts Departement.
Dermed mister Grønland én af sine største sønner, der i den grad har været med til at præge den demokratiske udvikling i Grønland.
Jakob Janussen har blandt andet undervist i Ilisimatusarfik (Grønlands universitet), hvorfra han også har en æresdoktorgrad, han har siddet i ledende stillinger i det daværende hjemmestyre og senere selvstyre. Senest sad han som formand for selvstyrekommissionen og som leder af den grønlandsk-danske selvstyrekommissions sekretariat.
Janussen var også kendt som politisk kommentator. Han har igennem årene skrevet artikler og bøger, der primært indeholder hans skarpe analyser og syn på Grønlands udvikling.
Han har skrevet blandt andet ”Det grønlandske aftalesystem”, ”Rigsfællesskabet set fra grønlandsk side”, ”Demokratiets vilkår i Grønland” og ”Greenland’s Actual Political Situation with Particular Focus on Its Role within Danish Kingdom and at the International Level” fremlagt i forbindelse med Inuit Circumpolar Councils konference i Nuuk i 2010.
Jakob Janussen fik i 2017 et æresdoktorat ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Han efterlader sig sin hustru, to voksne børn og fem børnebørn.