Iværksætteri på skoleskemaet

U.S. Agency for International Development har bevilget 3,3 millioner kroner til innovation og iværksætteri på landet uddannelser. Og det glæder formanden for Fonden for Entreprenørskab Kalaallit Nunaat.

- Med indsatsen vil størstedelen af vores børn og unge forhåbentlig i fremtiden have innovation og iværksætteri som en del af deres mindset, siger Jacob Nitter Sørensen.
Offentliggjort

Idékonkurrencer og iværksætterprogrammer bliver en integreret del af undervisningen på landets uddannelser.

Det har længe været et ønske fra Selvstyret, som de seneste år har støttet entreprenørskab i skoler og på uddannelser. Og nu har U.S. Agency for International Development (USAID) sat skub i udviklingen.

Den amerikanske bistandsorganisation har bevilget 3,3 millioner kroner til innovation og iværksætteri i folkeskoler, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser i hele Grønland.

Efteruddannelse af lærere og undervisere

En saltvandsindsprøjtning, som betyder, at undervisningen kommer på skoleskemaet de næste to år. Og det glæder Jacob Nitter Sørensen, formand for Fonden for Entreprenørskab Kalaallit Nunaat, der samarbejder med USAID.

- Med indsatsen vil størstedelen af vores børn og unge forhåbentlig i fremtiden have innovation og iværksætteri som en del af deres mindset, siger han.

Pengene skal blandt andet bruges til at efteruddanne lærere, så de kan implementere innovation og entreprenørskab i deres undervisning i alle dele af Grønland.

Der vil samtidig være mulighed for at afholde konkurrencer og events, der skal motivere børn og unge til at tænke innovativt. Initiativerne skal på sigt bidrage til en øget iværksætterkultur og en større økonomisk vækst i Grønland.

- Vi har rigtig mange dygtige mennesker i hele Grønland, og det er vigtigt, at vores næste generation bliver på niveau med dem, siger Jacob Nitter Sørensen.

Vækst og fremgang

Han forklarer, at fremtiden byder på store udfordringer inden for blandt andet turisme og råstof. Det skal den kommende generation rustes til.

- Med de muligheder, der nu åbner sig, vil vores børn i højere grad være i stand til
at gribe og udvikle de muligheder, der kommer, til gavn for hele samfundet.

Elizabeth Feary, senior development advisor fra USAID, er ligeledes begejstret over samarbejdet med Fonden for Entreprenørskab.

- Vi er stolte af at kunne støtte Grønland i en perspektivrig periode med vækst og fremgang gennem vores samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, som har dybe og tillidsfulde bånd gennem hele Grønlands uddannelsessystem, siger hun:

Vi håber, vores støtte vil bidrage til den gode udvikling, som allerede er sat i gang.

Undervisningsmateriale

Allerede her i efteråret 2022 vil efteruddannelse af lærere og undervisere blive iværksat, så
aktiviteterne kan komme i gang på skoler og uddannelsesinstitutioner med det samme. Samarbejdet løber frem til august 2024.

Fonden for Entreprenørskab Danmark vil bistå med uddannelse, undervisningsmaterialer og øvrig administration.

Powered by Labrador CMS