Isbjørn på springtur
En isbjørn slap fredag eftermiddag ud af sit bur i Zoologisk Have i København, hvilket fik parken til at evakuere flere gæster. Det oplyser kommunikationschef Jacob Munkholm Hoeck til DR.
Isbjørnen kom ikke ud blandt parkens gæster, men var 'blot' sluppet ud i et gammelt ulveanlæg, der ikke bliver brugt på nuværende tidspunkt.
- Det er ikke beregnet til isbjørne, så det er ikke et sted, vi ønsker, den skal være, siger han til DR.
Kommunikationschefen fortæller videre, at zoo var bange for, at isbjørnen skulle slippe ud, da det gamle ulveanlæg ikke er beregnet til isbjørne.
Til Ekstra Bladet uddyber han, at isbjørnen ikke på noget tidspunkt var i nærheden af gæsterne, og at den i øvrigt selv gik tilbage til sit anlæg.
- Da alarmen gik, sørgede vi for at bede gæsterne i området om at trække væk derfra, fortæller han.
Isbjørnen er kommet tilbage i sin egen indhegning igen. Isbjørnens forsvindingsnummer varede ifølge Jacob Munkholm Hoeck under ti minutter.