Inflations- og klimakrise: Naalakkersuisuts ansøgning hastebehandles torsdag

To udvalg har haft Naalakkersuisut i samråd mandag, og efterfølgende har Naalakkersuisut sendt en ansøgning tirsdag. Ansøgningen bliver hastebehandlet af finansudvalget torsdag.

Fangerne i det nordligste Grønland er dybt afhængig af vinteris om vinteren, så de kan drive deres erhverv ved hjælp af hundeslæder, da det er umuligt at sejle i vintermørket.
Offentliggjort

Ingen tvivl om at minutter, timer og dage tæller for de mindrebemidlede, og ikke mindst for de hårdt ramte fangere og deres familier i det nordligste Grønland.

Torsdag sidste uge fortalte den lokale fisker- og fangerformand, Ole Kristensen fra Savissivik overfor Sermitsiaq.AG, at de siden starten af november ikke har haft mulighed for at drive deres erhverv, på grund af den udeblevne havis og vintermørket, hvorfor de ikke har haft nogen form for indtægter siden starten af november.

Men nu er der udsigt til at få konkret hjælp fra landets lovgivende og udøvende magt.

Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S) fortæller, at han på vegne af Naalakkersuisut har sendt en ansøgning til Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg tirsdag efter det store samråd mandag, hvor Inatsisartuts Erhvervs- og Råstofudvalg samt finansudvalget har haft et flere timer langt samråd med ham.

- Derudover har jeg haft et godt og konstruktivt møde med KNAPK om situationen med fangere, der er hårdt ramt af klimaændringerne, så vores ansøgning fra Naalakkersuisut er afstemt med fangernes organisation, fortæller Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen overfor Sermitsiaq.AG.

Ekstraordinært finansudvalgsmøde

Formanden for Inatsisartuts finansudvalg, Asii Chemnitz Narup (IA), bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at finansudvalget vil holde ekstraordinært møde torsdag klokken 13:00, og mødet vil alene dreje sig om hjælpepakken til de mindrebemidlede og de hårdt ramte fangere og deres familier.

Finanslovsaftalen om ekstraordinært hjælp:

Parterne bag aftalen ønsker derfor, at Naalakkersuisut udviser området en betydelig
opmærksomhed og løbende overvejer behovet for konkrete tiltag både i forhold til
lavindkomstfamilier og i forhold til samfundet som helhed.

Parterne er indstillet på hurtigt at behandle en sag herom i Finans- og Skatteudvalget i resten af 2023 og i 2024, såfremt Naalakkersuisut måtte fremsende en ansøgning herom.

- Parterne i finanslovsaftalen har garderet sig mod inflationskrisen i aftalen, hvorfor vi i finansudvalget godt er klar over, at der kan komme en ekstraordinær ansøgning fra Naalakkersuisut, hvilket nu er sket, og vi gør alt, for at en beslutning sker hurtigt som muligt, siger Asii Chemnitz Narup (IA) og fortsætter:

- Jeg satser på, at vi fra finansudvalget kan svare Naalakkersuisut i morgen, og at det kan ske uden behov for yderligere opklaringsprocesser, altså yderligere uddybende spørgsmål og samråd, for vi er godt klar over, at det haster med en beslutning, siger formanden for finansudvalget, Asii Chemnitz Narup.

Det har ikke været muligt at få indblik i, hvordan hjælpepakken er sammensat, dels for de hårdt ramte fangere i Qaanaaq-området og dels for de mindrebemidlede generelt, da finansudvalget først skal behandle og vedtage Naalakkersuisuts ansøgning.

Powered by Labrador CMS