ICC fik underskud og mistede egenkapital efter nedskæring af tilskud
ICC kom ud af 2021 med et underskud på 715.171 kroner, og organisationen mistede derved sin egenkapital, der blev negativ med 396.430 kr.
Efter en halvering af det offentliges tilskud til ICC, måtte organisationen i 2021 indkassere et underskud på lidt over 715.000 kroner.
Det fremgår af organisationens regnskab, som ICC har forelagt Finans- og Skatteudvalget i forbindelse med et foretræde for udvalget.
ICC gør i ledelsesberetningen i regnskabet opmærksom på det faldende tilskud, der faldt fra 3 mio. kr. i 2020 til 1,5 mio. kr. i 2021:
- Det har ikke været muligt at reducere driftsomkostninger i samme takt som tilskuddet, står der i beretningen, hvor organisationen dog forventer at kunne reetablere den nu negative egenkapitalen inden for nogle år.
Tilskud skulle ned på én million
Det var oprindeligt planen, at ICC kun skulle modtage en million kroner årligt fra og med 2022, men det ændrede IA-Naleraq koalitionen ved sidste års finanslov. Her blev tilskuddet i stedet sat til to millioner kroner. Det er også det beløb, som organisationen har udsigt til at få i 2023 og de kommende år jf. finanslovsforslaget.
Finans- og Skatteudvalget beskriver kun overordnet ICC's foretræde for udvalget, hvor udvalget understreger, at det er normalt, at udvalget modtager deputationer fra forskellige organisationer og institutioner.
- Mødet havde karakter af foretræde, hvor deputationen fik lejlighed til at fremlægge sit budskab, med mulighed for udvalget at stille spørgsmål til deputationen, skriver udvalget.
Naalakkersuisut skriver i et svar til Finans- og Skatteudvalget, at man ikke har evalueret effekten af nedskæringen af bevillingen til ICC, men henviser til ICC's regnskab. Naalakkersuisut skriver dog, at 'ICC's deltagelse i internationale fora vurderes af betydning for vores fælles bestræbelser for en fredelig og bæredygtig udvikling i Arktis.'