urandebat
IA Ungdom frygter slem miljøforurening
- Uran er lig med miljøforurening af den værste slags, lyder det fra Inuusuttut Ataqatigiit
Det kommer til at gå slemt ud over miljøet, hvis Naalakkersuisuts principbeslutningsforslag om at ophæve den stærkt omdiskuterede nultolerance-politik over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding bliver vedtaget torsdag.
Det forudser IA’s ungdomsorganisation Inuusuttut Ataqatigiit.
- Vi mener, at Naalakkersuisuts plan om ophævelsen af nultolerancen ikke er gennemtænkt. Det gør vi simpelthen, fordi så godt som alle tilgængelige rapporter og oplysningsmaterialer om uranbrydning i Grønland påpeger, at der er store miljømæssige udfordringer ved brydning af uran. Miljøforurening, advarsler om støv og strålingsudfordringer, behov for omfattende kontrol og sundhedsapparater er bare nogle af de ting, som der bliver nævnt i de oplysningsmaterialer og rapporter, der er udkommet. Disse advarsler og oplysninger kan man ikke ignorere, skriver Múte Bourup Egede, formand for Inuusuttut Ataqatigiit.
Henviser til to rapporter
- I ’Rapport om forhold vedrørende en eventuel ophævelse eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineraler’ kan man for eksempel fra side 44 til 52 læse, at der kommer store udfordringer med miljøet, sundheden, tailings, støv, stråling og den grønlandske klima ved en mulig uranbrydning i Grønland.
- Og i ’Rapport om udvinding og eksport af uran’ på side 10 kan man læse, at man bør være varsom med uranbrydning, da miljøet og sikkerheden ved minen vil blive påvirket. Der står blandt andet, at man skal undgå støvspredning, påpeger Múte Bourup Egede, der også fremhæver, at der i rapporten på side 24 står, at der er sundhedsfare ved kontakt med uran.
Uacceptabelt med ’tung’ læsning
- Ja, man kan blive ved med at referere store miljømæssige faremomenter i de andre rapporter og oplysningsmaterialer. Men fælles for disse rapporter er, at det er forholdsvis ’tung’ læsning. Alle i samfundet har ikke de redskaber til at forstå dem, og dette er simpelthen uacceptabelt, skriver Inuusuttut Ataqatigiit-formanden, som endnu engang understreger, at Inuusuttut Ataqatigiit mener, at samfundet bør indblandes meget mere i denne proces.
- Alle, lige fra Lars-Emil (formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen fra Siumut, red.) til den ufaglærte arbejder bør kunne forstå, hvad der står i disse rapporter og være med til at debattere indholdet. Fra Inuusuttut Ataqatigiit vil vi endnu engang opfordre Siumut og deres koalition til at geare ned. Folk er nervøse, folket er splittet, og folket har brug for, at de bliver inddraget, siger Múte Bourup Egede.