Sipineq+ råber op for landets transkønnede: Naalakkersuisut skal ikke gemme sig bag undskyldninger

I Grønland, er virkeligheden for transkønnede præget af store mangler i sundhedssektoren, som hverken har lovgivningen eller ressourcerne til at tilbyde specialiseret behandling. Selvom Grønland indførte kønsneutralt ægteskab den 1. april 2016, er rammerne og rettighederne for transkønnede i vid udstrækning blevet overset i det politiske system.

For transkønnede grønlændere betyder det, at drømmen om at leve autentisk som sig selv bliver tæt forbundet med et smerteligt farvel til hjemlandet. Manglen på lokal hjælp tvinger flere til at søge mod udlandet, hvis de vil gøre sig håb om at modtage den rette støtte.

- Det ærgrer mig, at transkønnede som mig, ikke får den faglige hjælp, især derhjemme i det smukke Grønland. Jeg er opmærksom på, at det ikke er alle transpersoner der har muligheden for at flytte til Danmark og få den, ellers så nødvendige behandling, ærgrer grønlandsk transkvinde der er flyttet til Danmark, Anguteeraq Jessen Larsen.

-  Jeg valgte at sige mit job op og flytte til Danmark uden overhovedet at have en plan eller et arbejde parat, udover at jeg ville transitionere. Hvis jeg var blevet i Grønland, ville jeg helt sikkert have haft et normalt hverdagsliv med et fast job, men jeg følte bare, at min transition var for vigtig, fortæller Miko Kongstad om den svære, men uundgåelige beslutning om at forlade Grønland for at kunne starte sin transition i Danmark.

Fanget i det faglige tomrum mellem Grønland og Danmark

Denne geografiske og faglige ulighed skaber et tomrum, hvor de berørte borgere står helt uden sikkerhedsnet. For hvad sker der med den mentale trivsel, når det etablerede samfund vender ryggen til? Ifølge sexolog og traumeterapeut i Maniitsoq, Mette Scharling Laursen, har det grønlandske sundhedsvæsens mangler en direkte invaliderende effekt på de mennesker, der har brug for det.

- Vi skal kunne stole på de fagpersoner, der er omkring os. Når fagpersoner og sundhedsvæsenet ikke har rammerne til at møde og anerkende de behov, man har, så har det store konsekvenser. Man ender med at føle sig forkert og uvelkommen i et system, der ikke passer til den virkelige verden. Man falder simpelthen ned mellem flere stole og føler ikke, man passer ind nogen steder, understreger Mette Scharling Laursen.

Netop de store konsekvenser og den manglende hjælp genkender Miko Kongstad. For ham betød de manglende rammer i det grønlandske sundhedsvæsen, at hverdagen blev en ensom kamp mod et uforberedt system. Adspurgt om, hvilke konsekvenser det har for de transpersoner, der bliver boende i Grønland, at der ikke findes et lokalt tilbud, er Miko Kongstad ikke i tvivl.

- Det betyder, at de ikke kan realisere deres liv og leve i overensstemmelse med deres kønsidentitet. Det begrænser deres muligheder enormt meget. Hvis der ikke findes et center, hvor man kan søge viden, vejledning eller psykologhjælp til, hvordan man transitionerer, så er det et kæmpe problem. Jeg husker selv, hvor hårdt det var dengang – ikke at kunne finde muligheder eller hjælp nogen steder. Det var mega hårdt, fortæller Miko Kongstad.

Det er netop Miko Kongstads egne, dybe erfaringer med systemets svigt, der i dag fungerer som den primære drivkraft i hans aktivisme. Han ønsker for alt i verden at forhindre, at den næste generation skal tvinges ud i det samme smertefulde valg, som han selv stod overfor.

- Det piner og irriterer mig, at jeg reelt ikke har mulighed for at flytte tilbage til Grønland lige nu. Jeg føler mig fastlåst i Danmark, og jeg har ofte voldsom hjemve. Det var virkelig hårdt at skulle stoppe sin karriere og forlade sit bagland og alt det, man havde bygget op. Og det har jeg ikke lyst til, at andre grønlandske transkønnede skal opleve.

- Samtidig gør det ondt i hjertet, at jo længere tid jeg bor i Danmark, jo mindre føler jeg mig grønlandsk. Jo længere tid der går, jo mindre bliver mit kendskab til Grønland, og man mister den daglige kontakt til venner og familie deroppe, fortæller Miko Kongstad.

Uvished om fremtiden

Selvom transkønnede i dag kan få ændret deres juridiske køn, så pas og CPR-nummer stemmer overens med deres identitet, er det administrative system stadig bundet til den danske stat. Men når det kommer til de faktiske medicinske og psykologiske sundhedstilbud, ligger ansvaret i Grønland – og her er der lange udsigter til handling.

I et skriftligt svar til Sermitsiaq anerkender Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, at Grønlands Sundhedsvæsen i dag ikke har de læger, kirurger og eksperter, der skal til for at tilbyde kønsskifteoperationer og hormonbehandlinger i Grønland.

- Kønsbekræftende behandling forudsætter et højt specialiseringsniveau og tilstedeværelsen af tværfaglig ekspertise, herunder kirurger, endokrinologer, psykologer samt sygeplejersker med relevant erfaring. Disse kompetencer er i dag ikke til stede i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, skriver Jens-Frederik Nielsen (D). 

Men den forklaring køber Miko Kongstad ikke uden videre. For ham klinger argumentet om de manglende faglige kompetencer hult, når det gang på gang bliver brugt til at udskyde politisk handling.

– Jeg tolker det ofte som en undskyldning. Når vi efterlyser tilbud til transpersoner, er standardsvaret altid, at det grønlandske sundhedsvæsen mangler læger med de rette kompetencer på feltet, siger Miko Kongstad adspurgt om krisen i sundhedsvæsenet bruges som en undskyldning fra Naalakkersuisuts side.

Præcis hvornår transkønnede grønlændere kan se frem til faste rammer og rettigheder, kan formanden for Naalakkersuisut dog ikke love, da det afhænger af et kommende sundhedsforlig. Han understreger dog, at dialogen er i gang.

- Naalakkersuisut arbejder samtidig målrettet for at sikre øget fremdrift på sundhedsområdet og har i den forbindelse været i dialog med relevante aktører, herunder Sipineq+ og Miko Kongstad, som er en central stemme i debatten om transpersoners vilkår i Grønland, med henblik på at italesætte og adressere de identificerede behov, skriver formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.

Selvom vejen til et fuldt udbygget, lokalt sundhedstilbud kan virke lang, mener Miko Kongstad, at der findes hurtigere veje udenom de faglige barrierer, hvis den politiske vilje er til stede. Adspurgt om, hvad myndighederne konkret bør ændre i morgen, er kravet klart.

- De skal muliggøre og lovliggøre, at man kan modtage hormonbehandling i Grønland, også udenom det grønlandske sundhedsvæsen, opfordrer Miko Kongstad. 

Selvom vejen til at realisere behandlingstilbud for transpersoner er belagt med udfordringer for det offentlige, understreger formanden for Sipineq+, Qillaq Olsen, at Naalakkersuisut ikke må gemme sig bag undskyldninger.

- Vi har sendt en anbefaling til sundhedsvæsenet, Naalakkersuisoq for Sundhed og andre relevante myndigheder for at få tilbuddet etableret. Det handler om at lave et samarbejde med Center for Kønsidentitet (CKI) for både at opbygge den nødvendige viden og kunne tilbyde behandlingen igennem dem.

- Det må ikke begrænses, og det må ikke være en undskyldning, at vi som land ikke selv kan løfte opgaven for transpersoner, understreger Qillaq Olsen.

For Miko Kongstad handler de uvisse politiske fremtidsudsigter og det manglende sundhedstilbud om et dybere strukturelt problem i Grønlands samfundsudvikling, hvor de mindste stemmer har sværest ved at blive hørt.

- Minoriteter bliver i hvert fald overset, og på mange måder bliver de nok også skubbet i baggrunden. Når myndighederne melder ud, at ’vi er for få i Grønland’ til at få et tilbud, er det et tydeligt tegn på, at man bliver skubbet til side. Det efterlader en med en følelse af, at man ikke er en prioriteret gruppe i samfundet, forklarer Miko Kongstad.