Et liv i rampelyset: Vejen tilbage til sig selv

Nationaldag 1997. Katuaq summer af mennesker, der er samlet for at fejre dagen.

Midt i festlighederne træder en 14-årig pige op på scenen.

Hun har kun kendt til koncerten i en kort periode. Hendes sanglærer havde - uden at spørge hende først - sat hende på programmet. Det var en bevidst taktik. Havde han spurgt, er hun sikker på, at svaret ville have været nej.

Hun var alt for nervøs til frivilligt at stille sig op foran så mange mennesker. 

Publikum står tæt foran scenen. Det var før smartphones og sociale medier. Derfor var alle blikke rettet mod scenen. 

Hun griber mikrofonen. Hænderne ryster. Om få øjeblikke skal hun synge tre sange. Hun ved endnu ikke, at de tre sange bliver begyndelsen på noget langt større.

Samme år bliver hun spurgt, om hun vil medvirke på et album med flere grønlandske kunstnere og den generte 14-årige bliver kastet ind i en verden af studieoptagelser, koncerter og en opmærksomhed, hun aldrig havde forestillet sig.

I dag ser hun anderledes på den opmærksomhed, der kom hurtigere, end hun var klar til.

- Nu ved jeg, at jeg ikke behøver at gøre alle tilfredse, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

For at forstå den sætning, skal man tilbage til tiden, før koncerter, hits og rampelys. Til barndommen, hvor musikken allerede var en del af hendes liv, men hvor hun aldrig havde forestillet sig, at den skulle gøre hende kendt.

Hun var nemlig den pige, der underholdte sine forældre og deres gæster i Qeqertarsuaq, hvor hun voksede op og sang Melodi Grand Prix-sange. Hendes faste nummer var “En lille melodi”.

Hendes trygge sted

Tupaarnaq Ingemann Mathiassen bliver født den 2. juni 1983 – for 43 år siden - i Norge.

- Min far har altid arbejdet med noget fiskeri, og han har for eksempel været fabrikschef. Min mor er teknisk tegner, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen, der kommer fra en søskendeflok på tre.

- Vi er kun piger.

De første år af hendes liv er præget af flytninger.

- Vi flyttede en hel del i mine første leveår. Jeg kan for eksempel ikke huske noget fra Norge, hvor jeg er født, siger hun.

Hendes første minder stammer fra Qeqertarsuaq. Hun husker årene der med varme.

- Det er mit trygge sted. Når jeg tænker tilbage, virker det, som om solen altid skinnede der, fortæller hun.

Mindet står i skarp kontrast til de år, der fulgte. Da familien senere flyttede permanent til Nuuk i 1992, ventede en helt anden virkelighed. Her blev hun mødt af mobning.

- Jeg gik i 4. klasse, da vi flyttede til Nuuk. Jeg var genert. Ny by, ny skole, nye klassekammerater. Jeg holdt mig meget tilbage. Så begyndte mobningen. Det var ikke mine klassekammerater, men de ældre elever, der mobbede mig, fortæller hun.

Det blev så slemt til sidst, at hun var bange for at gå alene i midtbyen.

- De fulgte efter mig og de nedgjorde mig. Jeg vidste slet ikke, hvem de var. Jeg tror, det var på grund af, at jeg var ny, havde lyse øjne og var lidt anderledes end de andre, fortæller hun.

- Men der blev ikke talt meget om følelser i hjemmet, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

- Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne for at støtte mig, men deres støtte var begrænset af det, de selv bar på. Vi var ikke gode til at tale om følelser, og derfor følte jeg mig meget alene, siger hun.

Qilanngaq som fristed

Ungdomsklubben Qilanngaq blev et fristed for Tupaarnaq i 7. klasse. Det var også her, nogen for første gang fik øje på det sangtalent, der snart skulle ændre hendes liv.

- Det var den afdøde Miki, der opdagede jeg kunne synge. Jeg vidste ikke, at han havde mange kontakter indenfor musikken, og det eksploderede ligesom derfra, siger Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

Samtidig begyndte de sociale medier så småt at gøre deres indtog. Beskederne strømmede ind. Nogle skrev for at rose hende, andre overskred hendes grænser. Som teenager havde hun svært ved at navigere i den opmærksomhed, der fulgte med berømmelsen.

- Jeg var 13 år, da jeg begyndte at synge. Pludselig fik jeg enormt meget opmærksomhed og blev kastet ind i rampelyset. Jeg var ikke færdigudviklet, jeg var jo bare et barn. Jeg var slet ikke klar og forstod ikke, hvilken karriere jeg var på vej ind i, siger hun.

Som teenager havde Tupaarnaq ikke redskaberne til at sætte grænser. Hun sagde ja til det meste, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle sige fra.

Presset og den konstante opmærksomhed begyndte efterhånden at sætte sine spor. Alkohol blev en måde at dæmpe uroen på.

- Jeg begyndte at drikke. Meget. Jeg kunne for eksempel ikke gå på scenen ædru. Jeg skulle være fuld, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

Hun fik sit store gennembrud med albummet “Illit“ fra 2003. Musikken blev skabt af Mik S. Christensen, mens de grønlandske tekster var skrevet af Simon Uldum. På udgivelsen medvirkede også Angu Motzfeldt og Anda Uldum.

Albummet blev en milepæl i den grønlandske musikhistorie, da den solgte over 5.000 eksemplarer.

Vred på samfundet

Bag succesen gemte der sig en ung kvinde, der stadig forsøgte at finde ud af, hvem hun selv var. Tupaarnaq var vred. På samfundet, på forventningerne og på den rolle, hun pludselig var blevet placeret i.

- Jeg var vred på menneskene, der nedgjorde mig. Jeg var meget i offerrolle, husker hun.

Hun havde svært ved at sige nej og brugte meget energi på at gøre andre tilfredse. De negative kommentarer fyldte mere end rosen, og langsomt begyndte hun at miste troen på sig selv.

Selvom mulighederne åbnede sig, havde hun svært ved at tage ejerskab over sin egen stemme. Når hun blev spurgt, om hun ville skrive sine egne sange, kunne hun ikke finde vejen ind i det. Hun var vant til, at andre skabte musikken, skrev ordene og gav hende noget, hun kunne fremføre. Hendes rolle var at synge.

- Jeg var ikke mig selv dengang, fortæller Tupaarnaq.

Hun havde svært ved at være alene og søgte i stedet mod mennesker omkring sig. Pludselig havde hun mange venner, mange kontakter og mange, der gerne ville være en del af hendes liv. Men bag den store opmærksomhed lå en stor usikkerhed.

- Jeg var bange for, at folk ville se dårligt på mig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke skulle skuffe nogen, så måtte jeg bare sige ja til alt. Det var sådan, jeg tænkte dengang, fortæller hun.

Den konstante usikkerhed, presset og manglen på evnen til at sætte grænser fik til sidst alvorlige konsekvenser. Tupaarnaq nåede et punkt, hvor hun ikke længere kunne se en vej ud.

- Jeg tænkte på selvmord. Jeg planlagde alt. Hvor det skulle være, og hvordan jeg skulle gøre det, husker hun.

Begynder at lære grænser

Årene går. Livet fortsætter.

- Jeg begyndte så småt at sætte spørgsmålstegn om mig selv. Jeg snakkede med mine venner, med psykologer og vejledere, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

Vendepunktet kom, da Tupaarnaq begyndte at forstå, at hun ikke kunne fortsætte med at leve efter andres forventninger.

Hun måtte begynde at se på sig selv, ikke som den person andre havde brug for, men som den hun selv var. Det blev starten på en lang proces med selvudvikling.

- Jeg begyndte langsomt at lære mine grænser at kende og fandt ud af, at min værdi ikke afhang af, hvor meget jeg kunne give til andre, fortæller Tupaarnaq Ingemann Mathiassen.

En tidligere kollega blev en vigtig brik i hendes forandring. Hun anbefalede Tupaarnaq at læse om de tre principper, en forståelsesramme, der skulle få stor betydning for hendes videre udvikling. Det førte til, at hun begyndte på onlinekurser, både i Grønland og i England.

- Jeg begyndte stille og roligt at blive mere nede på jorden. Det var, som om alt begyndte at falde på plads. Mit indre jeg kom langsomt frem. Det var, som om puslespillet begyndte at samle sig, fortæller hun.

I dag står Tupaarnaq igen på en scene. Men denne gang er noget anderledes. Hun behøver ikke længere at dulme nervøsiteten med alkohol for at kunne synge foran andre mennesker.

Hun er begyndt at skrive sine egne sange og har fundet tilbage til glæden ved musikken, ikke som noget, hun skal leve op til, men som noget, hun selv vælger.

- I dag kan jeg være på en scene uden at drikke. Jeg kan mærke mig selv, fortæller hun.

Livet ser også anderledes ud uden for musikken. Efter et 12 år langt forhold er hun gået videre, og hun oplever, at det har været godt for hende. Hun har færdiggjort sin læreruddannelse og arbejder i dag på Oqaasileriffik. Sammen med sine to døtre har hun skabt et liv, hvor der er plads til både ro og glæde.

- Udfordringerne skal nok komme, sådan er livet. Jeg tager imod dem med åbne arme. Ajunngilaq. Jeg ved, at livet går videre, og jeg ved, at jeg har en indre styrke til at håndtere det, siger hun.

Den opmærksomhed, der engang føltes overvældende, har hun lært at stå i. Hun ved, at hun ikke længere behøver at sige ja til alt eller leve efter andres forventninger.

I dag synger Tupaarnaq, fordi hun har lyst.