IA står isoleret i sit krav om ministerpost til Grønland
Mens IA fastholder sit krav om en arktisk ministerpost i Danmark, afviser de øvrige partier i Grønland kravet.
Det blev tydeligt under tirsdagens vælgermøde, der blev holdt i Katuaqs lille sal, som i øvrigt var propfyldt med spørgelystne vælgere.
Det var vælger Najaaraq Møller, der spurgte ind til, hvad kravet om en ministerpost til Grønland indeholder og hvilke opgaver, der i givet fald skal løses af den arktiske minister, og om hvad de øvrige partier mener om kravet fra IA.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Nuværende folketingsmedlem for IA, Aaja Chemnitz Larsen argumenterede for ideen, nemlig at det ifølge IA er vigtigt, at Grønland får mere indflydelse i arktiske anliggender. Men de øvrige partier mener, at en etablering af et arktisk ministerium i Danmark vil betyde, at Grønland afgiver magt til Danmark, og at det i sidste ende ville betyde, at Grønland frivilligt ville tilbage til kolonitiden, hvor den danske regering havde et grønlandsministerium.
– Ja, vi er godt klar over, at de øvrige partier tager afstand fra vores ambition. Men vi fastholder ambitionen, vi mener, at Grønland skal have langt mere at skulle have sagt i sager, der vedrører Grønland og det øvrige Arktis, og det kan vi bedst opnå ved at sikre Grønland en platform i regeringen på ministerniveau, understreger Aaja Chemnitz Larsen overfor Sermitsiaq.
I forhold til spørgsmålet om interessekonflikter, såfremt der vitterligt bliver etableret et ministerium for arktiske anliggender, og der bliver udpeget en person som hjemme i Grønland tilhører et oppositionsparti, fremhæver Aaja Chemnitz Larsen, at det altid skal være Naalakkersuisut, der tegner Grønlands interesser overfor regeringen
i Danmark, og at man selvfølgelig skal tage hensyn til det til enhver tid siddende Naalakkersuisuts ønsker og krav overfor regeringen i Danmark.
– Jeg kan godt følge bekymringen, og jeg kan godt se, at det kan være problematisk, men sådanne situationer kan undgås ved at ministeren forholder sig objektivt til sit arbejde og i høj grad er opmærksom på, at platformen ikke skabes for at agere partisoldat, men for at varetage rigsfællesskabets interesser i Arktis, påpeger Aaja Chemnitz Larsen.
Læs mere om, hvorfor Aaja Chemnitz Larsen mener, at det er vigtigt med den arktiske ministerpost, og hvad partierne har af forslag i stedet for ministerposten i den seneste Sermitsiaq. Du kan få avisen gennem linket nedenfor: