IA-kandidat: Sæt priserne på alkohol ned

Kelly Berthelsen, der stiller op til valget for IA, vil kæmpe for at sænke alkoholpriserne

En af IA's kandidater til Inatsisartut er Kelly Berthelsen, som vil sænke alkoholpriserne. Foto: Facebook

Det er alt for dyrt at købe alkohol her i landet.

Det mener Kelly Berthelsen, der stiller op til Inatsisartut-valget for Inuit Ataqatigiit.

Derfor vil han kæmpe for at sænke alkoholpriserne, fordi han mener, de er for høje, og det gør, at der er mange problemer rundt i landet.

- Jeg har selv erfaring med at være alkoholiker. Uanset hvad en alkoholiker laver, så er der kun én ting i personens tanker, og det er alkohol. Uanset alkoholpriserne vil en alkoholiker altid drikke mere og mere alkohol, fortæller Kelly Berthelsen under interview med Sermitsiaq.AG.

Ingen alkoholboom i vente
Derfor vil han sætte priserne ned, fordi han samtidig mener, at alkoholikere også har grænser for, hvad de kan drikke.

- Der er en masse sociale problemer på grund af priserne. Alt for mange forældre får tvangsfjernet deres barn eller børn, fordi de ikke giver dem mad udelukkende på grund af de for høje priser, siger Kelly Berthelsen, der selv har været alkoholiker i over 20 år.

Ifølge IA-politikeren må alkoholproblemer ikke været noget, der tynger befolkningen.

- Det er kun en lille procentdel af befolkningen, der er alkoholikere, og derfor tror jeg ikke, at der vil komme en alkoholboom i landet, hvis priserne sættes ned. Der er kun cirka 1.000 personer, der lider af den sygdom, men de har skabt store problemer for socialvæsnet. Desperate folk stjæler, fordi de vil have råd til alkohol, fremhæver Kelly Berthelsen.

- Er dit forslag om billigere sprut ikke bare valgflæsk?

- Nej, jeg har selv oplevet, hvordan det er at være alkoholiker. Priserne tynger alkoholikere, og det er ikke godt for mennesket. Jeg har valgt dette emne som en af mine mærkesager for at hjælpe de personer, der har problemer.

Gratis afvænning
En af anden af Kelly Berthelsens mærkesager er, at der skal være gratis afvænning til dem, der har en alkoholrelateret sygdom:

- Der er for meget papirarbejde, når man vil til afvænning i dag. Og jeg synes, det bør være gratis at gå til afvænning, så der er flere, der kan benytte sig af tilbuddet. Det er på tide, at vi ser alkoholisme som en sygdom som alle andre sygdomme.

Powered by Labrador CMS