IA: Amerikanerne hjælper kun sig selv
Aftalen om amerikansk rådgivning er mere en fordel for USA end for Grønland, lyder det fra Inuit Ataqatigiit
Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit er langt fra imponeret over den aftale om rådgivningsassistance fra USA, som Naalakkersuisut har indgået.
Partiet mener, at amerikanernes rådgivning hovedsageligt har til formål at skaffe amerikanerne selv mere viden om Grønland:
- At den amerikanske ambassadør i Danmark kalder investeringen for et substantielt støtte er derfor meget svært at finde substans i. For i sidste ende er det kun den amerikanske administration, der får noget ud af investeringen, i og med at den opsamlede viden om vitale dele af samfundet havner i det amerikanske system, skriver Mimi Karlsen og Sofia Geisler i fælles pressemeddelelse.
Begge politikere sidder i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, som er blevet orienteret om aftalen har til formiddag.
Naalakkersuisut må forklare sig
Inuit Ataqatigiit er ikke overbevidst om, at eksperternes opsamlede viden i forbindelse med rådgivningen alene kommer Grønland til gode:
- Men at projektstøttemidlerne i bund og grund dækker over USA´s mål om at opnå størst mulig indsigt og viden om det politiske miljø, især i Centraladministrationen, står der i meddelelsen.
De to politikere understreger, at IA støtter initiativer, der skal øge Grønlands kapacitet i forhold til udvikling af nye erhverv, nye uddannelsesmuligheder og øget kompetence blandt befolkningen. Men partiet mener ikke, at det sker her:
- Naalakkersuisut må forklare befolkningen, til hvis fordel projektstøttemidlerne vil være, og sikre sig ejerskab af den viden, der bliver samlet af staben af amerikanske eksperter, skriver Mimi Karlsen og Sofia Geisler.