Hvornår var det nu det var

I dag er det 70 år siden Danmark blev besat.

Rigsombudet flager på halv stang, mens selvstyret fra morgenstunden er gået på hel stang. (Foto:?leiff Josefsen).
Offentliggjort

Der er folk, som påstår, at den 9. april 1940 er den vigtigste dato i Grønland i det 20. århundrede.

Forbindelsen til moderlandet Danmark blev hen over en nat kappet over af den tyske besættelsesmagt, og den økonomiske selvstændighed, som er på den politiske dagsorden i netop disse dage, var en realitet i fem år med kryolit-eksport fra Ivittuut til den amerikanske krigs-industri.

Efter befrielsen den 5. maj 1945 var intet som før i Grønland, og Danmark åbnede modvilligt sin koloni i Nordatlanten, mens statsminister Hans Hedtoft lærte grønlænderne at synge »Lille Peter Edderkop«.

Men siger 9. april de unge noget i dag?

En rundspørge, som Rambøll Analyse har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten, viser, at kun godt hver anden dansker ved, at Danmark på denne dag i 1940 blev besat af tyske tropper.

Blandt 18-25-årige ved kun 17 procent, hvad der skete den 9. april.

En tilsvarende undersøgelser er ikke lavet i Grønland, men kendskabet til den 9. april er øjensynligt begrænset.

I hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 16 af 11. november 2008 om flagdage fremgår, at der på Danmarks besættelsesdag den 9. april flages på halv stang indtil klokken 12.00, hvorefter flaget går på hel stang.

På Tuapannguit i Nuuk flagede Rigsombudet i formiddags reglementeret på halv stang, mens selvstyret flagede på hel stang.

Andre steder, blandt andet foran domkirken, var det grønlandske flag på halv stang.

Powered by Labrador CMS