Systue beder om lov til at tage entré - oplever massiv interesse fra turister

Systuen Kittat i Nuuk har bedt kommunalbestyrelsen om lov til at tage entré fra turister, som gerne vil have en rundvisning.

Kittat er en kommunalt drevet systue, der blandt ander laver nationaldragter. Systuen oplever stor interesse fra især krydstogtturister.
Offentliggjort

Nogle dage laver systuen Kittat op mod 10 spontane rundvisninger for interesserede turister. Nu har systuen bedt Kommuneqarfik Sermersooq om lov til at tage entré.

Systuen syr nationaldragter og er altså blevet en turistattraktion i sig selv. I et brev til kommunalbestyrelsen skriver leder af systuen, Aviaq Reimer Olsen, at de mange rundvisninger lægger et stort pres på medarbejderne:

– Rundvisninger udføres i dag gratis som en del af den almindelige drift, hvilket skaber betydelig belastning på medarbejderne og påvirker det daglige arbejde i værkstederne, skriver Aviaq Reimer Olsen.


Hun vurderer, at indførelse af en mindre entrébetaling fra turister vil være med til at dække dele af lønudgifterne forbundet med rundvisninger samt skabe en bedre balance mellem drift og formidling:

– Betaling for entré understøtter Kittat som et kulturfagligt værksted og tydeliggør værdien af de rundvisninger og den viden, medarbejderne leverer, skriver lederen.

Fortsat gratis adgang for skoleklasser

Hun fortæller, at Kittat er ved at få udviklet sin hjemmeside, så der bliver mulighed for online-booking af rundvisninger.

Det er særligt krydstogtturister, der gerne vil se systuen, og det er meningen, at der fortsat vil være gratis adgang for besøgende fra skoleklasser, institutioner, officielle delegationer og besøgende med et fagligt formål.

Aviaq Reimer Olsen foreslår følgende priser for turistrundvisningerne: Voksne (18+ år): 50 kr., Børn (6-17 år): 30 kr., Børn (0-5 år): Gratis.

Kommunens forvaltningen vurderer, at systuen har en rimelig og saglig grund til at opkræve entré, og økonomiudvalget har allerede godkendt anmodningen.

Kommunalbestyrelsen skal tage endeligt stilling til anmodningen på et møde 17. juni. 


Powered by Labrador CMS