Høje fødevarepriser skal undersøges

Der er bred politisk enighed om at gennemføre en undersøgelse af hvorfor maden er så dyr

Arkiv
Offentliggjort

Hvorfor er dagligvarer så dyre? Og kan man eventuel gøre noget ved det?

Det skal en undersøgelse, som der er bred politisk opbakning bag, give svar på.

Det er Siumuts gruppe i Inatsisartut, der står bag forslaget, om at 'undersøge årsagerne til det høje prisniveau på dagligvarer i Grønland set i relation til det gennemsnitlige prisniveau i landene under OECD. Undersøgelsen skal indeholde anbefalinger og strategier til, hvorledes en nedbringelse af prisniveauet på dagligvarer i Grønland kan fremmes.'

Det er især fødevarerne, der er meget dyrere i Grønland end i andre lande. Sammenlignet med Danmark er de 36 procent dyrere. Dagligvarer generelt er 6,3 procent dyrere.

En af de ting, som Siumut-gruppen gerne vil have nærmere undersøgt er, om der kan spares penge ved at importere varerne fra lande, hvor de er billigere end i Danmark. Derudover mener gruppen også, at man skal se nærmere på den hjemmelige produktion.

- Når man betænker at vore største virksomheder herhjemme er samfundsejede, så vil det i forhold til udlandet være langt lettere for os at foretage de justeringer der skal til, hvorfor det kan virke underligt, at vi ikke benytter os af den åbenlyse mulighed.

Derudover skal konkurrencelovgivningen gås efter i sømmene, for at undersøge om den i tilstrækkelig grad sikrer konkurrence og forhindrer, at der scores for høje gevinster. Det ændringsforslag står et enigt erhvervs- og råstofudvalg bag. Naalakkersuisut bakker ligeledes op om forslaget, som efter planen behandles endeligt i Inatsisartut i dag.

Powered by Labrador CMS